Hvordan skal taknemmelighed komme til vores bevidsthed?
Hvordan lære vi vores børn om taknemmelighed?
Det er måske et urimeligt spørgsmål, men for den som aldrig har manglet, har vel svært ved at sætte pris på det, som ikke har været væk eller har skulle skaffes?
Så hvordan er det muligt at forstå hvad taknemmelighed er, hvis man har alt og ikke skal dele?
Alt for mange børn er krænket i at skulle være taknemmelig. Krænkelser på barnets naturlige selvfokus, i frygtens misforståelse på, at barnet skulle blive et egoistisk menneske, som ikke havde noget til overs for andre.
Så det bliver svært at se logikken, i at give sit barn det bedste af det bedste, for barnet skal jo ikke føle sig mindre i forhold til sine jævnaldrende. For så at skulle skænde sit barn i at skulle være taknemmelig, og deri give barnet skyldfølelse, over at have alt og så være forkert.
Vi skal nok se på at det er forældrene, som ikke ønsker at føle sig mindre værd, i at deres ønskebarn, ikke nødvendigvis har det samme som andre i klassen.
At projektet er, at alt det forældrene ikke havde eller fik, det skal deres ønskebarn have.
Altså en reparation udført på barnet, på et gammelt mindreværd hos forældrene.
Samtidig med at forældrene ikke har den følelsesmæssige robusthed, til at sætte klare grænser i at sige nej, for barnet vil jo enten plage, blive ked af det, blive vred, og som syntes at mor eller far er verdens dummeste røvhul.
Så ofte giver vi ikke ud fra, hvad der er barnets behov, men for at være en god mor eller en god far. Det bliver så misforstået og stik modsat hensigten, nemlig at det er barnets ego der bliver styrket, ved ikke at der bliver sat grænser, for hvad barnet må og ikke må.
Vigtigst af alt, så er det barnet tav, behov og ikke mindst formålet, der skal være fokus på. Hvad er formået med at sige nej, eller hvad er formålet med at give mit barn, alt hvad der er muligt for mig som forældre?
Hvilket afsæt giver det mit barn? Så hvis mit barn får alt, hvor skulle motivationen så komme fra, til selv at kunne forsørge sig selv på et senere tidspunkt.
Vigtigt er det også for forældre at forstå, at børn ikke går i stykker, ved at blive kede af det, bliver vrede. Det at få sit umiddelbare ønske opfyldt her og nu, er vel rimeligt utopisk, at forestille sig at barnet kan få det andre steder end hos sine forældre.
Vi skal miste, før vi kan sætte pris på det, vi måtte få tilbage igen.
