Hvis jeg kunne ønske en ting, så var det at alle mænd ville stå sammen, i hver en gade, i hver en bydel og boligkompleks.
At mænd Stod sammen om at skabe tryghed og genkendelige relationer, og om at stoppe dét som ikke hørte til i gaden.
Et værn omkring børn og unge som beskytter og formynder og arrangør af tuneringer i bold og holdsport.
At det var gadens mænd som satte gadens dagsorden, for at byde fremmede velkommen, sålænge at den stod på integration og gæstebud.
At det var mændene, som vidste hvem som stod og manglende en ekstra hånd og hvordan omsorgen skulle fordeles blandt gamle, syge og ensomme.
At de kunne fordele de resurser og medmenneskelighed som var tilgængeligt i gaden, bydelen og boligkomplekset.
At det var fædrene som samlede op på dem som var ved at blive tabt socialt og i skole, og
det var de unge mænd som stoppede tilgang til bander og rodløshed.
Jeg tror ikke på lov, politik, politi eller stat og kommune kan vende borger til næsteborger, ej heller få stoppet kriminalitet og genskabt ansvarlighed og næstekærlighed. Der findes ikke penge nok i landet til at ændre utilfredse borgere til stolte Danskere.
Det som skal samle og skabe sammenhold, for at sikre fremtiden, kommer ikke fra oven af eller myndigheder, ej hellere ikke i fremtiden. Det kommer når mænd bliver til mænd, dét er når mænd bliver til en enhed, at de kan rive ned, bygge og samle det som skal skabe tryghed.
Det at en hver mand vidste, at når han rejste sig i toget fordi der var optræk til ballade og cikane, så rejste alle mænd sig,
på samme måde på gader og overalt hvor mennesker mødes og hvor der er riciko for at blive trynet.
At mænd havde nultolerrance når de hørte om noget som ikke var i orden.
Hvis denne verden skal samles, er det mænd og fædre som står sammen gennem broderskab og modet til at skabe ro og orden.
