Hvem er jeg?
Måske det vigtigste spørgsmål i disse år.
Hvis ikke vi har styr på hvem vi er, har vi heller ikke styr på vores værdier, vores prioriteringer eller grænser.
Hvis ikke vi har fat i os selv, bliver vi frygtsomme, holder fast i det vi kender, og usikker på det fremmede og det ukendte.
Omvendt hvis vi har styr på hvem vi er, opdager vi hvor mange muligheder vi i virkeligheden har, hvor meget plads vi har at udleve vores liv på.
Jo mere vi har styr på hvem vi er, jo mere har vi også styr på verden omkring os, eller jo mindre uvidenhed står vi med.
Når alt kommer til alt, så er det vores uvidenhed som skaber frygt, og den går begge veje, både ind imod os selv, og ud imod verden. Så ja kender vi ikke os selv, så er vi meget styret af påvirkninger fra vores omverden, deri tilpasser vi os ud fra et ideal, som gerne skulle give os accept, og går uden om det vi finder tvivlsomt på accept-kontoen. Dette giver en smal sti hvor vi forsøger ikke at lade os påvirke af uaccepterede strømninger.
Det betyder også, at dem vi ikke kender og dem som er fremmede for os, de skaber større frygt i os, og afstanden er på behørig vis en sikkerhedsafstand.
Faktisk så alt hvad vi går og står ved, i sådanne en illusorisk tryghed er frygt-styret, netop fordi vi deler verden op imellem det kendte, den vanlige og det ukendte. Dette sker på bekostning af os selv, vi er langt mere end vi kender, og vi har masser af skyggesider, ukendte som forbudte og nedlukkede side af os og følelser.
Dem og os bevidsthed
Når vi mister os selv, mister vi også forbindelsen til vores netværk og de fællesskaber vi kunne være tilknyttet til. Det betyder at vi står mere end nogensinde alene, og det skaber yderligere frygt. Vi kommer til at stå alene mod verden, og her kan vi hurtigt tænke dem ind vi kender som værende os, og dem vi ikke kender, bliver dem. En kedelig splittelse, som ofte deles i vi de gode og dem de “onde”, i hvert fald bliver der plads til at bruge “Dem” til skraldespande, hvor alt negativt bliver proppet i.
Chokket kommer, når dem vi troede var de gode, kommer til at agere i noget som det vi har tillagt “Dem”, ja så putter vi dem vi troede vi kendte, over til dem, vi ikke kan li. Og nogen gange bliver dette til en krænkelse, fordi vi “troede noget andet om dem”.
Når vi mister os selv, mister vi også forbindelsen til vores netværk og de fællesskaber vi kunne være tilknyttet til. Det betyder at vi står mere end nogensinde alene, og det skaber yderligere frygt. Vi kommer til at stå alene mod verden, og her kan vi hurtigt tænke dem ind vi kender som værende os, og dem vi ikke kender, bliver dem. En kedelig splittelse, som ofte deles i vi de gode og dem de “onde”, i hvert fald bliver der plads til at bruge “Dem” til skraldespande, hvor alt negativt bliver proppet i.
Chokket kommer, når dem vi troede var de gode, kommer til at agere i noget som det vi har tillagt “Dem”, ja så putter vi dem vi troede vi kendte, over til dem, vi ikke kan li. Og nogen gange bliver dette til en krænkelse, fordi vi “troede noget andet om dem”.
Virkeligheden er jo mere vi kender os selv, jo mere tager vi ejerskab for at høre til i fællesskaber, og her får vi kendskab til at verden ikke er så sort og hvid, og så bliver vi mere rummelige og mindre frygtsomme.
