Hvad er det der driver værket?

Hvad er det der driver værket?

Eller omvendt; Hvad er det som driver os på en måde, at vi mister os selv, bliver stressede, udbrændt, mister modet, bliver angstfyldte, isolerer os, skammer os?

Søren Kierkegaard siger “At turde miste fodfæstet for et øjeblik, er at leve”, men der skal vel være balance mellem fodfæste og bevægelse? For det er vel i selve fodfæstet at livets tager sit afsæt, at vores personlighed får en vis grad af “form”.

Balancen skal ligge mellem trygge gentagelser og det at vove at træde hvor jeg ikke har trådt før.

En drift af nysgerrighed driver mig, mod et givent behov, en berigelse, et eventyr og forsøget i at bidrage til verden, det netop at sætte sit fodaftryk på verdenskortet.

Men det er ikke denne balancerede bevægelse som er i gang?, For det ligner jo bevægelse uden fodfæste, altså bevægelse uden fundament, uden fæste, uden form.
Og så passer ligningen vel bedre, At vi når ikke at “sætte” os, at tage form, i et afsæt i hvem vi er, da vi er i bevægelse mod noget vi ikke er endnu.
Vores personlighed er jo en “form”, af det vi er mest, et stillbillede af hvem vi er, men uden at stå stille længe nok, til at dette billedet bliver til en fast “form”, ja så er vi ikke til at få øje på, da vi er på vej ud af “billedet”.

Vi mister ikke fodfæstet, vi mister os selv, vi mister vores genkendelige “form.”. Og selvfølgelig kan vi kun være os selv, i det genkendelige, på hjemmebane, i fred og uden at skulle være i forsvarsposition.

Altså fodfæste er at træde tilbage, eller stå stille længe nok, til at finde et balancepunkt i at være den vi er.

Dette “Point of Gravity” at blive bæredygtig i vores væren.

 Så når vi ikke har denne “værendygtighed” så er der nogle andre kræfter på spil, og selvfølgelig er dette frygt, frygt for ikke at slå til, frygten for at fejle, frygten for at skille sig ud, være forkert, ikke smuk nok. Listen er lang, og paradokset er jo netop, at frygten bliver aktiveret når vi hele tiden er i bevægelse, og i tempo.

Jeg kunne jo også kalde tingene ved rette navn, præstations-kultur.

I præstationernes navn, når vi ikke at “sætte” os, dét at bare være til, væren sammen og væren i verden.

Vi får ikke mærket vores dybereliggende jeg, vi får ikke siddet længe nok til at vi keder os, eller endnu bedre, at ånden kommer over os. Og i denne væren kommer freden og roen, og med den kommer nysgerrigheden for at gå på opdagelse i det vi ikke er, det vi ikke kender til.

Og det er lige her at der er plads til mangfoldighed og forskellighed, da vi ikke frygter at miste noget, og her finder vi os selv værende enestående. Modsat når vi med præsterende tempo og frygt ikke når at mærke os selv, og her er der ikke tid til andet end at  forsøger at gøre sidemanden efter, for ikke ramme ved siden af.

Et andet paradoks er, at vi historisk set arbejder mindre end nogen sinde, og vi er begunstiget med teknologi og snart robotter alle steder, og en arbejdsmiljø-lovgivning som sætter ind mod alle belastninger. Og så rammes vi af stress og nedbrud, angst og depression som aldrig før.

Hvordan skaber vi så denne “værendygtighed” dette “Point of Gravity”, hvor kroppen er selv-helbredende, regenererende og vitaliserende?

Ja det første må være, at få gang i nogle erkendelser processer. Det at få den nødvendige bevidsthed, at se at denne præstationskultur er en suicidal kurs og livsomkostninger er kolossale.

Næste erkendelse må være at se, at frygt og hastighed trækker på vores mere primitive sider, som er forbundet med sult, knaphed, kamp, konkurrence, grådighed og mig før dig. Ligeledes trækker det på de mere destruktive- og frygt-betingede følelser, som had, misundelse, jalousi, selvhævdelse, foragt, skyld og skam.

Sidste proces er så at søge mening, søge hjem, søge fred, søge værendygtighed og kærlighed.