Vi er fulde af historier, faktisk er vi ikke andet end historier.
Vi er født i en historie, til trods for at vi ikke ved det, eller får det fortalt.
Det er historierne der samler os, ligesom det er historien der skiller os ad.
Jo flere gode historier vi skriver sammen og har i vores historie arkiv, jo stærkere er vi forbundet.
Det er også når vi stopper med, at skrive historier sammen, at den fælles historie stopper, dog stopper historiefortælleren ikke med at skive på historien. Det kræver også kun en ny historie til at kassere de gamle historier. Det er når vi bliver ramt og såret, at vi mister fodfæstet, at vi mister taget i historierne. I et split-sekund går vi fra historien om vi er i samme båd, til at du må sejle din egen sø. Fra ven til fjende, så at sige.
Denne indre historiefortæller er hverken ærlig, oprigtig, sandfærdig eller god til at huske. Det handler mere om at få historien til at passe til passe til gevinsterne, eller hvad giver mest tryghed, eller for krigeren hvor han får mest tilfredshed, eller ofret som får sit fix i drama.
Det betyder at historier er farvede som lystspil eller tragedier, erobringer, eventyr, drama, heltehistorier og krig og kærlighed. Det er dog sådan med historierne, at de bliver til sandheder for os, på samme måde som løgne har det med at vokse og svære at slippe af med. Det er så her at vi med tiden, bliver denne historie, vi bliver så at sige vores eget manuskript, hvilket giver en tryghed, i genkendelse og vished, i hvem jeg er. Det er det vi kalder for identitet. Vi identificere os med historien om os selv.
Det kan være chokerende i, at disse historier ikke er sande, når vi så støder sammen med en anden historiefortæller, som fortæller en anden historie, end den vi selv holder fast i. Det er her vi kommer til magtkamp om hvem har ret og hvilken historie er sand.
Værst kan det, være når man støder ind i nogen, som ikke fortæller historier, men som ser dig som du er, ser igennem de gode historier, og måske konfrontere dig, i hvis der er noget du mangler eller har overset eller glemt. Det kan virke som om ens liv eksplodere, og stor frygt for at blive kasseret og ens liv ender i ruiner.
Det er her man forsvare sig, som man skulle dø og man er næsten klart til at slå ihjel for ikke at gå i stykker.
For at forstå dette, så er denne historiefortæller vores personlighed, det er vores ego, og egoet forsvare sig for enhver pris, for frygten for opløsning, afsløring, latterliggørelse, hån og kassering er større end selve egoet og personligheden.
Lidt morsom er det, når man ser på at det er historien, som tror at dén er livet og er klar til at kæmpe for at ikke at dø.
Styrken ligger dog kun i historien og historiefortælleren, når der er en underliggende angst under historierne og kun så længe man ikke har fat i nuet og er igang med at skive nye historier eller sammenskrivning med andre..
