Havet kan noget, havet er noget ganske særlig.
Måske er det fordi jeg har saltvand i blodet, måske er det fordi at min morfar var fisker, en Bornholms slægt i et barsk ø miljø.
Barsk fordi de på lignede vilkår, stævnede ud som japanske selvmords piloter, fordi de sejlede ud, uden redning gear og veste, og en del af dem kunne ikke engang svømme.
Så det betød, at havet tog fædre, onkler og brødre, min mor mistede både onkler og sin bror til havet. I disse små fiskersamfund, herskede der altid en undertrykt stemning, “kommer de hjem?”, og “bare de ikke tager afsted i nat!” Når vejret var ugunstigt og havet viste tænder. For det handlede ikke kun om at komme hjem, det galt om at komme hjem med fangst, at få fisk i nettet, hvilke jo ikke var en selvfølge. Så jo mindre fangst, jo mere måtte disse vejrbidte fiskere igen ud, i skæbnesvangerlige dårligt vejr.
Så i denne kontekst var havet, skæbnen, en større magt, som en overmagt som både gav og tog, uden skelnen, til om man kunne svømme eller ej.
Havet tog både mænd og det usagte med sig i dybet-, det usagte fordi, at der var en indbefattethed i familierne ved havet. der var dette her; “Det taler vi ikke om”, eller dét kan vi ikke tale om, dét unævnelige; “Døden”, “Det skrøbelige liv,2 som blot var en bølge fra tilintetgørelse.
Unævnelige fordi der var så meget, som ikke var sagt, som ikke var født, som ikke havde haft, de følelsesmæssige vækstbetingelser, da livet var alt andet end følelser, på denne barske klippeø, i en tid hvor forsøger-pligten havde ansvaret for en noget større familie og børneflok end det vi kender det i dag. I mors søskende flok var de 8 søskende og det var ganske normalt for disse generationer tilbage.
Så havet rummer nogle af mine rødders usagte fortællinger, et hav fuld af fortællinger som ikke er fortalt, et hav fuld af liv der ikke er levet. Liv der på samme måde som en bølge har sit udspring i havet, sin livsbue opad for at går ned og forsvinde i havet.
Så havet er for mig, den scene hvorfra jeg ser og høre alle disse usagte fortællinger, om uendelighedens liv, og livet og døden der udspiller sig, som bølger, som tager en bid af stranden og forsvinder igen. en rytme, en levende organisme, som på overfladen udspiller et virvar af strømninger, krusninger, bevægelse som 1000 bølger som arbejder hårdt på at komme ind mod strandbredden for så at forsvinde, opløses i sandet, som bremser og udgør bølgens endelige.
Det samme som os som mennesker, vi slås om at komme først, om at være den største bølge, den højeste, og nogle blot, som et stille skvulp, men uagtet størrelse, så er destinationen den samme, det slutter med bølgen når sit endelige, i opløsning på stranden, eller slår mod klipperne, og blive til små dråber falder ned tilbage i havet.
Havet har uagtet om jeg kan sætte ord på det, så rummer havet en hel skabelsesberetning, ikke som en bibelsk fortælling, men en større sandhed, en beretning om liv, mennesker, dyr og planters liv, og død, for at blive optaget som næring, en universel Livscyklus som udspiller sig på overfladen, som bølger.
Og i havets dybde, nede under strømningerne, udspiller sig en endnu større fortælling, om livet under bølgernes liv-død cyklus, nemlig en uset, en ukendt størrelse, som er medskaber og bidragsyder af bølger og krusninger, vandet for hvor livet tager sit udspring, hvor livet fødes, hvor i celler bliver båret, for sidenhen at opløse sig i en større celle, eller samles for at skabe en koloni, et organisk miljø. ET liv i livet, vandet, havet, det som rumme hele scenen.
Havet er således dragende , fordi vi ved, at alle hemmelighederne-, alle overleveringerne-, den største beretning ligger dybt nede under overfladen, både i havet, men også i os selv. Havet, er på mange måde i os selv, i vores ubekende og ubevidste, og i drømmetydninger forbinder vi altid vand med vores følelser.
Ubevidst ønsker vi, at blive forløst for vores yderste cellemembran der begrænser os, der adskiller os fra at være et med havets uendelige. Som Søren Kierkegaard, siger det, sjæles ønske om ubundethed fra kroppens fysiske begrænsninger.
Havet er den fortælling som havde vi evnen til at lytte, lytte bagom bølgernes brusen, det at kunne lytte til den stilhed, som udspiller sig dybt under overfladen, som fortæller os, at så længe, at vi er en del af havet, en del af naturen, så længe er vi i uendelighedens dybde. Havet fortæller os, at havet er evigt, og at en del af os ganske enkelt består af dette hav, dette uendelige, som ikke dør, og som ikke har behov for at haste væk og skynde os imod noget, for dette noget udenfor os, er på forhånd dødsdømt, forgængeligt.
