Had tilhøre ingen religion eller hudfarve, had har intet ansigt, det holder sig ikke inden for landegrænser, ej heller sociale klasser.
Had er psykens kræftceller og får det først fat så smitter det og vokser og begynder vi først og dyrker vi hadet, kan det vokse fra en gal mand til terror, borgerkrig, religionskrig og til sidst verdenskrig.
Vi vil så gerne knytte hadet til Dem vi frygter og dem vi ikke kan identificere os med, ekstremister, islamister, radikaliserede og primitive racer. Og når vi ikke kan sætte labels på, så kalder vi det for mørkemænd og ondskab.
Vi forsøger at opdæmme hadets kræfter gennem kontrol og grænser, fordi vi tror at disse kræfter er noget udefra som truer vores demokrati og vores velfærd. Men lige så lidt som bønner alene kan helbrede kræft, lige så lidt kan vi nedkæmpe had og terror gennem kontrol og grænser. Vi kan muligvis forsinke og forskyde hadet kræfter, men ligesom kræft, kan vi ikke isolere lungerne som er inficeret med kræftceller og tror at kroppen kan leve videre.
Vi er nødt til at se tingene i et større perspektiv, intet opstår af ingenting, vi er alle bære af kræftceller, ligesom vi også rummer hadet og evnen til at kunne slå ihjel for en større sag. Det som er interessant er, hvad er dét som gør at kræftceller pludselig går grassat, og nu i denne sag, at hadet får vækstbetingelser, hvor det vokser til terrorhandlinger?
Hvad er det som giver plads til at hadet kan vokse? og ikke mindst hvad er det som kan give hadet næring?
Hvis vi tager den i muslimske kultur så er det den undertrykkelse som forsøger at holde tingene som de var engang, og det er deres måde at kontrollerer og sætte grænser op, for at forhindre det umiddelbare kaos, som globaliseringen vækker. Det at de bliver bevidste om at der er andre måder at leve på, alt sammen båret at den frygt der skabes gennem forandringer og især forandringer som kommer hurtigt gennem medier, internet og interaktion med verden omkring os.
Hvis vi bliver i vores egen kultur, så har vi også et grundlag som hviler på frygt, vi har aldrig før i historien, været så adskilt som menneske, vi lever i en præstationskultur, vi skal være noget, før vi er nogen, vi ønsker mere end vi har og er, alt sammen skal ske et hastigt tempo, ingen tid til at hvile og være, præster, lever varen, du skal blive til noget. Stress er et alarmsystem aktiveres af frygt og vi er et frygtsom folk, som ikke længere arbejder mod frygt, men er styret af frygt. Vi er forkastet af frygt, vi er blevet til individuelle celler som har mistet sammenhængskraften, i et system som er frygtstyret. Det betyder at frygten giver næring til behovet til at kontrollerer, til at eje, til at sejre, men da vi er afskåret fra det i os selv som kan give os lindring for frygt, ensomhed, og værdierne ved at været i et sammenhold, er vi dømt til fejle på ærlig vis. Derfor bliver vi igen og igen ramt af nederlag, da vi ikke har fat i det som kan skabe forandring, da forandring kun kan ske i et miljø uden frygt. Derfor kommer vi i dette ofre, til at se på dem som har og kan og her næres misundelighed og grådighed, da vi fejltolker, at gennem materielle besiddelser, kan blive fri af frygt og komme til at lykkes i verden.
Så når vi har denne vestlige fejltolkning af vi bliver frie gennem individuel materielle besiddelse, bliver det til en religion, vi dyrker det uopnåelige, og denne religions disciple kan vi kalde egoister, og religionen for egoisme. Så længe vi er troende og tror på at blot vi knokler på, så skal vi nok blive udødelige, umådelig rige og hyldet som guder, men hvis vi mister troen gennem nederlag, så får frygten overtaget, vi mister grebet, vores misundelse og grådighed bliver overskygget af foragt. Vi kommer til at forkaste det vi engang troede var os muligt og derved foragter vi det, vi kommer til at hade det vi troede på.
Vi kunne sige at når egoet elsker, ønsker det at besidde, da egoet ikke er frit og styret af frygt, så når egoet ikke bliver sat fri gennem mødet med et andet menneske, gennem kærlighed, vokser frygten og den sult om frisættelse. Sker det ikke, og kun nederlag, og afvisninger forstærker isolationen, har vi en farlig cocktail af frygt, misundelse og en grådighed, nederlag, og som på et tidspunkt når nederlagene skygger for håbet, bliver det til foragt og senere had.
Når hadet bliver mødt, set og spejlet gennem social kontakt og der bliver handlet på det, giver det en umiddelbar sejr, en kort forløsning, et øjeblik fri af frygt, et øjeblik af kontrol. så derfor er had en styrke og et fundament for fundamentalister, hvor egoets individualiserer nærmest har fundament som kviksand. Derfor har kriminalitet, rockere, fundamentalister, ekstremister, islamister og alle grupperinger en større styrke end et samfund som ikke har nogle dybere fælles værdier som de lever for og står op for.
Derfor kan et samfund som ikke forankret i nogle stærke sociale værdier, ikke sætte grænser op imod grupperinger som er stærkt forbundet, det svare til at smide en stor badering ud på åbent hav og den som er inde i ringen er i sikkerhed.
Så skal vi som samfund overvinde Hadets kræfter og fundamentalister, bliver vi nødt til at stå sammen omkring nogle humanistiske værdier, vi er nødt til at opdrage vores børn, til at værne om hinanden, at intet menneske bør leve ufrivilligt i isolation. Vi er nødt til at være stærkere end frygtens grobund, kun derigennem vil hadet opløses, som kræftceller under den rette behandling rettidigt.
