Vi kender det alle, “De modsatrettede sider”, som på den ene side tiltrækker os og på den anden side provokere os vildt og voldsomt.
Ofte er vi ikke ret gamle, før vi har fået lukket af vores naturlige og instinktive sider.
Det betyder at vi har sider af os selv, som vi ikke længere vedkender os, som eks. doven, grådig, begærlig, selvcentreret og misundelige.
Altså vi fortrænger de sider af os selv, vi er bange for være, da det er forbundet med skyld og skam, da det er blevet gjort til forkert, og ofte gennem straf og forkastelse.
Men disse sider af os er ikke forsvundet, det er blevet lukket ned i os, som noget ulevet, som nogle faser vi skulle gå igennem, for at komme til et mere autentisk jeg. Det binder os til dette uafsluttet og vi kæmper for at være noget andet, end det vi er.
En kamp for at blive set i det rigtige lys, en kamp for ikke at mærke dét som er indespærret i os selv. Som jo ofte blot mærkes som skyld eller skam, eller bare en grundlæggende usikkerhed på hvem vi er. Og da vi også er drevet af lyst og tryghed, drives vi væk fra dette uafsluttede ikke må være, som er forbundet med, angst, skyld eller skam. Og samtidig stræber vi efter at få anerkendelse og få bekræftelse på de sider, vi tror vi er og de sider vi tror vi skal være.
Paradokset er at vi ikke kan blive elsket som den vi ønsker at blive set som, da dette ikke er vores autentiske jeg, ligesom vi heller ikke er de sider af os som vi har fået lukket ned for.
De sider af os selv vi har lukket ned for, kalder vi for skyggesider, hvilket ofte er de mindre flatterende sider af egoet, og i modpolen som vi ynder at blive set som, er i denne kontekst også sider af egoet. Og ofte her tror vi, at det er vores sande jeg, da vi her får positive tilkendegivelser. Det er måden vi med tiden får skabt en karakter, en personlighed, en identitet som vi finder os tilrette i, og med tiden også finder en vis fred og tryghed ved.
Freden bliver dog ofte brudt, når vi møder mennesker som opfører sig som de sider af os, vi har fået lukket ned for, vi bliver enormt provokeret og er næsten klar til kamp, uagtet om det har noget med os at gøre eller ej. I virkeligheden vækker de vores foragt, og vores angst for at komme i nærheden af vores “glemte sider” i os selv, og den grundfrygt, der ramte os dengang vi blev skældt ud, for at være “det forbudte”. Det er derfor at vi bliver så provokeret når nogen opfører sig, som dét vi ikke længere vedkender os i os selv, da det er fortrængt i os selv. Det er det som bliver kaldt for projektioner.
Projektioner er sider af mig selv, som jeg ikke vedkender mig, men som jeg tydeligt ser i andre.
Det er her at projektionerne træder tydeligt frem, mere end hvad virkeligheden byder på, da jeg udover at se dine egocentriske sider også smider mine forbudte egocentriske sider over i dig.
Omvendt hvis jeg accepterede mine skyggesider, så var det ikke længere provokerende, når jeg mødte det i andre. Og jeg ville måske få øje på noget at det jeg satte pris på.
Men indtil jeg vovede at konfrontere mine “dæmoner” i mig selv, vil jeg igen og igen møde disse skygger i andre, og især i de parforhold jeg indleder. Fordi at skyggesider har både en positiv side og en negativ side, og i forelskelse så er det de positive skyggesider jeg tænder på.
Så har jeg lært, at være uselvisk og altid hjælpende for alle, i håbet om at få at vide at jeg er ok, så tænder jeg på den selvstændige, der ikke behøver at gøre noget for nogen, for at være helt i orden. Hvilket også er en skyggeside i mig selv. På den måde tiltrækkes vi af andre som udviser det vi selv har som skygge i os selv. Som i et forelsket øjeblik, spejler os som værende hele. For et øjeblik, eller en tid, åbner vores lyst os, til et dybere lag i os, og vi føler os forbundet både i os selv og i mødet med en partner, som har den samme konstruktion som jeg, blot med en styrke modsat mig. Eller man kunne sige at vi tiltrækkes af mennesker med samme grundfrygt som vi selv har. Vores grundfrygt forskellige, alt afhængigt hvilket fase i barndommen vi møder denne frygt.
Så vi har i mødet med en partner, mulighed for at heale de uelskede sår op, eller at forstærke de modpoler som vi har med ind i forholdet.
Derfor kommer vi i parforholdet altid til nogle rædselsfulde konflikter, jo værre de er, desto tættere på døden ligner det, og kommer vi overens, eller mødes i sårbarheden så er det som at komme i himlen.
Det er en del af healings processen og får vi den nødvendige støtte, eller viden om hvad der er som er i spil, så er det muligt at komme igennem til et mere autentisk jeg, som er et mere naturligt sted at være, frem for at skulle gøre og yde for at blive elsket.
Bonus er, at når vi i parforholdet har de samme ting vi frygter i livet, så har vi også de samme værdier, når vi kommer ud af vores skyggespil og dramaer.
