Hvis vi bliver godt gammeldags forelsket i en partner og det er gensidigt, så er der et match som stikker dybere end vores almindelige fornuft og forståelse.
Her kan vi tale om at vi altid får den rigtige partner, men det er hvad vi gør ved os selv og vores partner, som ødelægger dette helt rigtige match.
Det er her at vi høre partnerne sige at det er magisk, det er som en dyb sjæle-forbindelse, hvor selv ord, er unødvendige. Dette er naturligvis sagt i forelskelse fasen hvor både fornuften og forsvaret er sat ud af drift. Og der er jo både noget evolutionsmæssigt og artsbevarelse over det, da forelskelsen vare lige til, at kvinden er gravid og parret er flyttet sammen.
Der er nu også en anden teori som forklarer det med vores binding i parforholdet.
Det er Jürg Willis “Kollusionsteori”
Jürg Willi (født 16. april 1934 i Zürich) er en schweizisk specialist inden for psykiatri og psykoterapi og psykoanalytikere.
Jürg var i øvrigt den første i Tyskland som arbejde med par i terapi.
Jürg Willis Kollusionsteori bygger på psykoseksuel dynamik, altså at vi tiltrækkes af nogle genkendelige træk vi har tilfælles. Dette er en videreudvikling af Freuds seksuelle udviklingsfaser.
Altså at vi tiltrækkes af noget af det vi har i os, der på den ene side er det vi mangler i os selv, vores modsætningen, eller skyggeside i os og så et forældre/barn forhold, som udspiller sig på en utilstrækkelig og almægtig vippe.
Det er denne skjulte forbindelse som danner det Jürg kalder for kollision, et sammenhængende mellem 2 ulige størrelser.
Kollusion betyder ganske enkelt et sammenhæng i et ubevidst spil, som udspiller sig i tætte relationer, hvor det er muligt at danne systemer, som man kender det fra familie systemer, især når det kommer til seksuelt partnervalg. Altså hvor forelskelse spiller en væsentlig rolle i valget.
I kollusionen er parterne tilbøjelige til at polarisere deres modpol og det adfærd som høre med, over i deres partner. Det vil sige at parterne har samme grundkonflikt i sig, men i parforholdet deles konflikten, således at den ene tager den mere voksne del og den anden tager den barnlige del.
Det betyder at i dette ubevidste spil tager den voksenrollen på sig og er progressiv, og den anden tager en mere regressiv rolle på sig som er barnlig.
Helt enkelt kan man sige at partnerne forelskes i hinanden fordi de begge har rødder i den samme problematiske udviklingsfase, eller som Jürg Willi taler om “De Psykoseksuelle faser”.
De har samme fiksering på dét som de finder svært i livet, som betyder at der hvor de deres grundlæggende frygt, har de to måde at undgå konflikten på, enten en mere voksen kontrollerende og måske endda overansvarlig måde eller modsat barnets enten legende og ubekymrede tilgang til ikke at tage ansvaret alvorligt, eller helt være blind for det.
Begrebet psykoseksuelle fase er en videreføring af Freuds seksuelle udviklingsfaser. Disse blev kaldt den orale, anale, ødipale og falliske fase og i Jürg Willis Kollusionsteori bliver det til fire kollusionstyper,
Nemlig;
- Den narcissistiske kollusion
- Den orale kollusion
- Den anal-sadistiske kollusion
- Den fallisk ødipale kollusion
I disse 4 parforholds kollusioner/ eller konstellationer, er der navnlig en forsvarsmekanismen som kommer i spil og det er “projektiv identifikation”.
Den betyder, at parterne forsøger at inducere overføre/planter en del af deres skyggeside over i den anden. I første omgang kan det være med kærlige fortegn, som i “dit lille rodehovedet”, lad mig tage mig af det. I forelskelses navn glider alting bedre ned, men ellers er det de negative projektioner som skaber konflikterne. Dvs. de sider man ikke vedkender og acceptere i sig som man planter og “dyrker” hos den anden. Den anden modtager projektionen, dvs. opfører sig i overensstemmelse med projektionen. Det er denne skjulte kontrakt de har skrevet med hinanden på et ubevidst plan og derfor tager de i mod hinandens projektioner. De har skyggerne i sig og deres indre konflikt er ens (samme fase) – derfor kan de identificere sig med hinandens projektioner og de får både en tilfredsstillelse og en leg med frygten som jo er med i grund- konflikten/frygten.
Da det er ubevidst spil fra tidlig barndom bliver tingene ikke bearbejdet, men blot forlængelse af af disse tidlige udviklingstab. Dette vokser til enten af polariseringen er totalt og til følge en opgivende accept på at tingene ikke lader sig ændre, eller en skilsmisse bliver et endeligt opgør og forsøg på at komme dette umodne spil til livs.
Der er naturligvis en løsning på tingene og det er når disse grundkonflikter bliver bevidst gjort, det kræver både masser af mod og tillid fra partnerne og i et stærkt ønske om at komme konflikterne til livs. Parterapi er ofte den sunde og mest udviklende måde at få opløst dette på.
De 4 psyko-seksuelle fasers tematikker er som fgl.
Den narcissistiske kollusion
- Grundkonflikt: Kærlighed er lig med at være ET, et konfluens eller symbiotisk forhold.
- Begge parter lider af en skrøbelig og ustabil selvfølelse.
- Den progressive rolle er; storhedsfantasier, pralende, ekshibitionistisk, egoistisk, grandios jeg og manisk).
- Den regressive rolle er; tilbagetrækning, beskeden, selvudslettende, gennemsigtig og overflødig
-Forelskelse: Parforholdet er et forsøg på at styrke hinandens selvfølelse.
Forsvarsmekanismen er Projektiv Identifikation og anvendes i høj grad til at fortrænge følelsen af selvusikkerhed.
Den Orale kollusion
- Grundkonflikt:
Frustration af tidlige orale behov. (for lidt tilfredsstillelse af de grundlæggende behov) - Forelskelse: Kærlighed = at give og modtage pleje og omsorg.
- Progressive: den ene er “plejeren” (moderfiguren) der drager omsorg for den anden – uden selv at stille krav/forventninger om omsorg.
- Regressive: den anden – “barnet” – er grådig, hjælpeløs, afhængig og appellerer om at modtage pleje.
Problemperioden: Konflikten truer når “plejeren” bliver overanstrengt.
-Når der f.eks. kommer et barn i forholdet, eller
-Når “plejeren” vil det have sit eget plejebehov tilfredsstillet.
-Når der bliver for lidt pleje til “det voksne barn”
– Når”det voksne barns” følelse af at blive forladt kan ikke længere fortrænges
-Når “barnet” bliver mere krævende og umulig.
Den anal-sadistiske kollusion
- Grundkonflikt: Den indre konflikt – ambivalensen – er her:
- Behovet for selvstændighed og angst for at blive ladt alene/miste/undvære/trygheden mod den ledsaget af angst for at tabe i selvstændighed.
- Et svagt JEG.
-Forelskelsens formål er at begge slipper af med de skjulte og frygtsomme sider, som de projicere over på den anden.
- Den progressive: kendetegnes ved at have magten og kontrollen, selvstændighed og uafhængighed og ved aktivitet og herskesyge
- Den regressive: kendetegnes ved afhængighed og uselvstændighed, passivitet og føjelighed
Den selvstændige fortrænger hermed sin egen afhængighed og adskillelsesangst, da den projiceres over i partneren.
Den uselvstændige kan fortrænge sin angst for de nederlag som vedkommende har fået i forbindelse med de mislykkede forsøg på at optræde selvstændigt og behøver ikke at vove at miste fodfæstet i at træde selvstændigt ud i verden, da han/hun blot kan følges med den selvstændige.
Problematikken i den anal sadistiske kollusion;
Kærligheden er her at tilhøre hinanden, det kan ofte blive til et ejerforhold, og derfor optræder der tit jalousi.
I parforhold, hvor fx jalousien spiller en stor rolle, er begge parter fikseret i den såkaldte analsadistiske fase, hvor den fælles grundkonflikt er den, at de begge har et stort behov for selvstændighed samtidig med, at de nærer en stærk angst for at blive ladt alene.
Spillet bliver ofte lidt stramt, hvor den ene spiller selvstændig, aktiv, herskende og sadistisk. Hvorimod den anden spiller afhængig, føjelig, uselvstændig og masochist.
Den dominerende part ønsker at søge eventyr udenfor parforholdet, da han/hun er sikker på trygheden i parforholdet, uagtet prisen, fordi den afhængige og uselvstændige føler sig afhængig af den dominerende og utro partner.
Personerne i parforholdet vil dog uanset, hvad tilhøre hinanden, men jalousien er en naturlig og uundgåelig følelse, som vil opstå pga. den dominerende parts dårskab og ofte utroskab.
Det fundamentale i dette parforhold er, at man uanset hvad vil tilhøre hinanden, fordi begge parter har brug for trygheden. Personer, som finder sammen i den anal sadistiske fase har måske tidligere oplevet svigt og tab. De frygter for at blive ladt alene de er bange for gentagelse. Personerne lider derfor af en stor separationsangst.
Angsten har gjort dem usikre og kompleksfyldte, og dette gør, at de begge har et stort behov for at stræbe mod større selvstændighed. Disse personers følelser af tilsidesættelse, mindreværd, utryghed bliver yderligere reaktiveret, når jalousi følelserne opstår i en eventuel svigt lignede situation. Følelserne er tilknyttet ubevidste og fortrængte oplevelser fra personernes fortid.
Den fallisk-ødipale Kollusion
- Grundkonflikt = usikkerhed om egen kønsidentitet.
- Forelskelsen: Gevinst i parforholdet = styrkelsen i at være rigtige mænd og kvinder.
- Kastrationsangst frygt for at blive krænket i sin mandighed når kvinden ønsker at fratage manden hans rolle macho gennem at tage ansvar og kontrol og nogle af de maskuline værdier.
- Begge har ofte svært ved at identificere sig med forælderen af samme køn – besidder et negativt ødipus- eller elektrakompleks!!
- Problemperioden: De stive kønsrollespil holder ikke i længden.
