per aspera ad astra latinsk som betyder “Gennem vanskeligheder (når man) til stjernerne”.
Et citat af Seneca den yngste, en filosof ved navn Lucius Annaeus Seneca f 4 f.kr
Et mere brugt og tidssvarende begreb vi alle kender er “Det man ikke dør af, bliver man stærk af” og der er mange vise sætninger og en stor del af eventyr rummer denne visdom. Men hvad ligger der egentlig bag disse vise ord?
Som i eventyr og i livet så går vi fra det at være barn til at skulle være voksen, med en modningsfase inden vi kan tage det store ansvar som voksen. Det kan også beskrives som at gå fra at være umoden og skulle igennem en modningsfase til at stå som et modent menneske. I disse termer så står barnet som værende lyst styret og nydelse optaget og rummer en modstand mod alt som kræver ydelse uden umiddelbar belønning.
Det er lige her at lidelse opstår, det at vi har forventninger til et liv eller et ønske som ikke opfyldes, det at vi holder fast i det vi begære eller elsker højt. Og selvfølgelig er det smerteligt når vi mister og denne smerte er reel og kræver både tid og en sorg fase, men lad os lige gå udenom de store livskriser, og se på den lidelse vi oplever ved, at vi lidt umodent holder fast i forventningen om altid at kunne bo i glædens hus.
Så hvis vi i godhedens navn og i ønsket om at ses som “perfekt forældre” og derved beskytter børnene i kun at hædre glæde og undgår alt det svære, ja så bliver børnenes personlighed et “snævert hus” at leve i.
Det bliver med tiden et nervøst liv, nervøst fordi at der er mange ubekendte faktorer, som følelser, stemninger, oplevelser og udfordringer som ikke kendes og er pakket ned. Nervøst eller mere retvisende angstfyldt, fordi denne beskyttelse og tilpasning har afskåret barnet i at vokse og modnes gennem læring i alle de forskellige områder og følelser som vi alle rummer. En vigtig del af modningsprocessen som også mistes i at beskytte barnet, er læring som giver barnet frustration og irritation i ikke at kunne bestride opgaver (tilpasset barnets evner) og gennem vanskeligheder til sidst, at kunne magte og gennemføre opgaven med tilfredshed. En livsvigtig læring som når vi har trænet denne, vil vi nemmere i voksenlivet kunne klaret livets ulideligheder.
Så når et barn har været beskyttet og ikke mødt modstand og vilje-krævende opgaver, vil det i voksenlivet opleve livet, som enten fuld af nederlag med følelsen af ikke at slå til, og at svigte forældrenes store tillid, eller tomt måske endda depressivt og uden mening eller sammenhæng.
Så vejen til det gode liv bliver brolagt i vores tidlige år, så når vi beskytter vores børn, så er det i virkeligheden os selv vi beskytter, for ikke at møde vores egen utilstrækkelighed som forældre og vores manglende mod til at stå i konflikter og manglende rummelighed, til at kunne rumme vores børns frustrationer og utilfredshed. Og dermed frarøver vi vores børns evner til at kunne stå i- og gå igennem konflikter og de rædselsfulde følelser som livet også byder på.
Så i citaternes klare lys, som det lyder; “Hvis du møder helvede så fortsæt”, som betyder at vi skal igennem de “forkalkninger” vores personlighed er støbt i, for at møde vores ufødte og fuldstændige liv. Og det er som ofte det som gør mest ondt, at vi tror vi er vores personlighed og vi tror vi går i stykker, når der går “hul på os og vores “gamle tab”, og ufuldendte liv banker på og vækker sorgen.
Sagt på en anden måde; vi kan ikke holde fast i livets forgængelighed, vi møder livets goddag´er og farveller konstant, og er vi ikke rustet til farvellerne, begynder vi at fastholde livet i billeder, og vi begynder at tror at disse billeder er vores liv og virkelighed, og det er her det gør ondt og er smerteligt når disse billeder krakelere.
Som William Blake siger det meget poetisk “He who binds to himself a joy, does the winged life destroy; But he who kisses the joy as it flies
Lives in eternity’s sun rise. Frit oversat, så siger han “At den der binder sig til glæde og nydelse, knækker livets og frihedens vinger, men han som kan vinke farvel til glæden, vil for altid leve i evighedens lys/solopgang”.
I den eksistentielle tradition betyder dette en opvågnen, at vågne op fra at være skolet, opdraget til at være noget kva vores opdragelse, handlinger, uddannelser og udmærkelser, og vores mors forsikringer om at at vi nok skal klare os, blot vi gør os umage og ikke vækker hendes frygt ved at træde ved siden af, til at være noget i os selv, uden af skulle yde og gøre os fortjent til det. Det er denne opvågnen som kræver en krise, et forfald af det kendte og det trygge, et tab af noget ydre som vækker vores indre tab, en rystelse af personlighedens trygge stuer, ja en storm som flår vores mørke hus i stykker omkring os. Det er i denne trussel om død og ødelæggelse, som vækker vores sovende jeg og det er i denne krise, at vi opdager at i enhver krise findes kimen til en dybere og uendelig fred, og i paradokset i at alt er forgængeligt og vi skal dø, findes der et uendeligt og ubeskriveligt nærvær, en kærlighed og en taknemmelighed.
Så ligningen kunne lyde “Intet tabt intet vundet”, for hvis ikke vi kender smerten ved kærlighedstab, kan vi ikke prise dens værdi og dens ophav.
