Vi lever i en tid hvor alle systemer bryder ned eller er under stærkt pres, det samme gælder parforhold og relationer.
Med en skilsmisseprocent som ligger over 50 % og for sammenbragte familier er den 75%, og en sørgelig bundplacering på det europæiske kort, bliver det tydeligt at noget går galt og at sammenhængskraften ikke er bærende.
Noget kunne tyde på at monogamiets tid er forbi og at vi skifter partner ud når vi ikke længere er forelsket og forholdet ikke tilfredsstiller os.
Der er nu en anden og dybere forklaring på hvad som er på spil, nemlig at vi ikke er forbundet i parforholdet på en bæredygtig måde, at tingene går for stærkt, til at vi kan knytte bånd og forening.
Der er flere faktorer der spiller ind, den første er, at det ikke længere er nødvendigt, at have en partner af nød og for at kunne klare sig, og det at få børn er heller ikke ud fra, at de skal indgå i bedriften og som arbejdskraft. I dag er børn status og et udstillingsvindue som kan vise hvor meget status og overskud vi er i besiddelse af, og i dag kan det også ske som alenemor uden det faderlige ophav.
Det næste er digitalisering og globalisering som har skabt større usikkerhed i en umådelig stor verden, hvilke kan ses som at komme fra den lille lukkede børnehave til den store skolegård. Her går paraderne op og vi lukke ganske simpelthen ned for vores sårbare føle-jeg.
Den næste store faktor er hastighed og de forandrings skift vi oplever i vores arbejdsliv, samt de massive forsøg på at spare på omkostninger og rationaliseringsprocesser så vi får mest valuta for pengene.
Igen et symptom på et begær og hvor de mellemmenneskelige værdier, bliver skåret bort.
Det hele samlet, gør at vi lever på en grundlæggende frygt og i hæsblæsende præstations tyranni, hvor vi skal leve op til vores idealbillede, som kun skaber splittelse mellem vores ønske-Jeg og den vi er, hvilket gør plads til mere frygt og mere stress.
De negative konsekvenser er sygelige, da vi kun blive mindre og vores utilstrækkelighed vokser i takt med at vi mister os selv. Det sker i bestræbelserne på at være perfekte, og vi skal hele tiden gøre noget, som i at gøre noget for at kunne fremstå som noget af værdi.
Vi skal hele tiden sætte scenen og da vores idealbilleder ikke kan stå af sig selv, så skal der hele tiden handlinger og iscenesætte til, og det hele bliver til identitet på gøre- og handleplan. Det er således vores bestræbelser som definerer os og ikke den vi er, det betyder at vi hele tiden er på og det er dette der skiller os, både i os selv, men også i forholdet til andre. Vi kan ikke hele tiden gøre noget for nogen, og i parforholdet ender det med at ingen gør noget, trods begge parter har et selvbillede af at give gøre noget, men i virkeligheden, er begge to sultne på alle behov og er ikke i stand til at modtage. Der er ingen lykkelig ende på dette præstationsplan, fordi vi ikke er ordentlig tilstede, åbne og modtagelige.
I et udviklingsperspektiv kunne det sammenlignes med at blive sen-tenagter, hvor forældrenes restriktioner og forbud ophæves. Vi er gamle nok til at gå i byen og drikke os for samling, og eksperimentere med køn og seksualitet. Der hvor verden åbner os og vi finder ud af at vi faktisk selv kan bestemme vores leg og færden. En umådelig kønsdrift og sult på det modsatte køn og lystens mørke og ukendte sider, rumler som en umættelig sult, men også i en umoden evne til at elske og være i nærkontakt og i ro. Psykologiske set er det ego-sind og begær og et narcissistisk selvfokus hvor rummelighed for forskellighed er en trussel mod de ophøjede selvbilleder.
Et parforhold kan kun overleve, hvis vi bliver mere end vores adfærd og vores præstationer, det at være noget uden at skulle bevise og yde for at blive elsket. Altså at være noget i sig selv, at kunne være enestående som i at kunne stå alene, uden at skulle gøre sig til, uden frygt for at blive kasseret. Det betyder ikke at være passiv og uengageret og uden at gøre noget, men at være noget for hinanden, at være sammen, at være en god kæreste, være lyttende, være ansvarlig og være venlig og empatisk. Listen kan være lang, men der er en hårfin grænse mellem at være noget og levere noget, men uden at have sig selv med, bliver det en kurs mod et brud, en endelig splittelse.
Det er i os selv, i vores væren, vi har følelserne med og det er følelserne som binder os sammen og det er her i denne “parforholdets væren sammen”, Det at være og skabe liv og oplevelser sammen, at vi genopstår igen og igen, eller sagt på en anden måde at vi nulstiller vores præstations apparat, vi forløses og afspænder gennem følelser, behov og ikke mindst elskov og leg.
På dette eksistentielle plan sætter vi parforholdet højere end vores eget jeg, da vi ikke kan være noget eller nogen uden at blive set, hørt og følt på et dybere plan. Når vi har dette niveau, er der ikke et regnskab der skal føres, der er ikke noget skjult, og konflikter er minimale, da dialog og strategier for fælles og individuelle ønsker og værdier er synlige og begge har “ret stræben” efter opnåelse af dette. Med ret stræben, menes at arbejde og styre imod disse definerede ønsker, uden at miste sig selv og dette være sammen i nuet.
For at kunne opnå dette niveau, kræver det at at begge parter har en del selvindsigt og har godt fat i sine følelser og værdier, og dermed har nemt ved at sætte grænser for dét som kun skaber splid og uvenskab, så eventuelle konflikter kan holdes i saglighed og ende i forsoning.
Vi får nemlig ikke et bedre forhold til en partner, end forholdet til os selv og det er lige her at vi kan stå og være den bedste udgave af os selv, med hjælp og støtte fra vores partner og omvendt, vi støtter vores partner med at være sig selv nær i nærkontakt.
Her har vi et bæredygtigt parforhold, hvor begge partnere er gensidigt afhængig af hinanden, for at kunne være levende i forsøget at komme omkring i livets muligheder mod de destinationer som drømmene ønsker at styre i mod.
Det er her vi har en livspartner og ikke blot en partner i livet.
