Fra hverdagspraksis til hjertepraksis

Midt i en Corona tid.

Når hverdagspraksis lukkes ned, så overgår vi helt naturligt til en mere åndelig praksis, hvis vi tillader os og mærke ind i os selv. Det at turde, at give slip på den ydre styring og gøremålene.

Det er i virkeligheden at overgive sig, eller hengive sig. Det er at går fra hovedets enevælde, til kroppens og energiernes anarkistiske udfoldelser.

For nogen bliver det til sex om formiddagen, lange bade, måske i badekarret, for andre lange gåture, og god tid i køkkenet omkring madlavning.

Men for alle for hvis hverdags praksis stopper, så bliver det mere hjertets praksis, og kroppens behov for bevægelse og følelsernes berøring.

Det er  dog ikke for alle at det er lige nemt at overgive sig, for nogen er det forbundet med en stærk uro, ja nærmest angst, panikangst. Det er når fortidens smerter er lukket ned, fortrængningens lukke ordning brister. Vi bliver konfronteret af vores indre dæmoner, som egentlig blot er vogterne, der skræmmer os væk fra fortidens smertelige oplevelser.
Lidt enkelt kan vi sige, at det er fortidens uafsluttede oplevelser, som søger sin afslutning. Det er ofte oplevelser hvor vi er blevet chokeret, indvaderet eller forurettet som rumler noget i vores ubevidste sind. Så hvis man med lidt ro går på opdagelse i sine erindringer, og giver sig lov til at blive følelsesmæssigt påvirket, og lader følelserne få plads, om det er sorg, eller vrede, så giv dem plads. Se på hvad du har lært af oplevelsen, og få lavet et rituelt farvel til situationen.

Her efter bliver det lidt nemmere at lytte til behov og ønsker, både her og nu og for en nær fremtid.

Med ønsket om at du lytter til dit hjertes længsel og gør til praksis.