Vi skal forsone os med os selv, før vi kan skabe forsoning med andre.
Denne forsoning sker gennem accept af sine handlinger og manglende handlinger, foruden fuld accept af den man er.
Uden denne forsoning, er vi splittede i os selv og vil se denne splittelse som adskillelse fra verden og Dem omkring os.
Et splittet menneske vil splitte tingene omkring sig, størst er frygten for at møde den ukendte styrke i sig selv, da her er frygten for opløsning en konstatering. Det er her at illusionerne brister, illusionen om hvem man er og hvad som har holdt sammen på tingene.
Frygten bliver en konstatering efterfulgt af en sorg over det tabte og ydmyghed og glæde med gensynets af det tabte jeg.
Accept er, at acceptere at du ikke kan ændre på dine fortidige handlinger, men at du hver dag, kan gøre det bed og rette op på det du ikke formået.
Accept er også, at acceptere alt det som du ikke har kontrol over og ikke kan bæres på dine skuldre.
