“If you want to be somebody- be youself”
Alle stræber efter, at blive noget andet end det de er.
I virkeligheden forsøger mange, at kommer ud af deres selvkritiske sind.
At få deres selvforståelse til, at hvile på et fundament, hvor der er fred i sindet, tilfredshed med sig selv,
i stedet for at dømme sig selv forværende ikke noget værd.
De stræber for at deres bestræbelser, vil give den nødvendige livsfylde. De ønsker at blive set, hørt og respekteret, ja og blive elsket og værdsat.
Desværre er denne stræbende rejse op af bakke og i bedste fald og i den yderste præstation, vil ens kritiske sind for en tid, blive overdøvet og bedøvet af Endorfinerne som frigives gennem hårdt arbejde. Men som alt andet på denne vej om det være sig i stoffer, eller præstationer, så skal der mere til, dagen efter.
Det er midlertidige løsninger på et dybeliggende problem, nemlig den manglende kontakt til selvværet, det oprindelige sind.
Det er her vi kommer til Forandringens Paradoks, det er når vi stopper med at stræbe efter at være en anden, end den vi er, så er det muligt at skabe forandringer.
Som psykiateren og gestaltterapeuten Arnold Beisser udtalte, som det senere kom til at hedde Gestaltterapiens Paradoks, “Mennesker forandrer sig, ikke når de forsøger at blive, hvad de ikke er, men først når de bliver, hvad de er”.
Sagt på en lidt anden måde, når vi slipper det dømmende og kritiske sinds evige skubben os selv, til handling og stæben, så bliver der plads til at gøre tingene af lyst og gennem egen kærlighed. Det at mærke sig selv, sine behov og derfra gå efter det “hjertebevidstheden” har savnet og livslysten som motivation og drivkraft.
Lidt mere kemisk, kan vi sige at grunden til at der ikke sker noget, er at hjernen er indrettet så snedigt, at den del, der har med følelser at gøre (amygdala i den limbiske hjerne) ikke responderer på viljestyret tænkning. Det er som at skubbe til en teenager, eller forklare fornuft til et barn, eller begynde at holde op med at ryge med kritik og løftet pegefinger. Al forandring kan ske med imødekommende forståelse og kærlige hensigter, ikke frygt og fordømmelser.
Det at blive, er noget der ligger ude i fremtiden, og uden for en selv, det at være, er forbundet med nuet, og indeværende i sig selv.
“Det er ønsket om at være, og ikke ønsket om at blive”.
