Forældreskabet er blevet et koncept

Forældreskabet er blevet et koncept.
Et koncept der på mange måder udelukker det fejlbarlige menneskelige.
Forældrekonceptet er et dydsprogram, hvor barnet er helliget og ikke må udsættes, for nogen form for belastning, hvilket i sig selv bliver en belastning for barnet, forældrene og ikke mindst omgivelserne.

Forældreskabet har umyndiggjort forældrene.
De er usikre og står under et sygeligt pres,
som ingen kan leve under.
Dette betyder også, at barnet lever i skyggerne af forældrene, på hierarkisk vis et niveau over dem,
i en frihed som intet barn kan administrere.

Friheden er som at stå i det åbne, på kanten af det ukendte, (hvilket er angstfyldt ) og selvom alle forældre ønsker, at deres børn skal være frie og glade, sker det ikke, når forældrene ikke selv er frie og glade.

Frihed er kun frihed sammen med ansvar, og hvis forældrene er underlagt perfekthedens dogmer,
er de ude af stand til at påtage sig det fulde ansvar.
Når forældrene bestræber sig på at give deres børn frihed, betinget af frygt, for at skade dem, svarer det til at sætte børnene udenfor døren, af dette fangeskab, som forældreskabet er blevet til.
Dette spænd mellem forældre i “frygtsom fængsel” med potentiel fordømmelse og dom for at skade deres børn, og børn der forsøges holdt i frihed (ude), skaber naturlig angst og utilstrækkelighed, hos både børn og forældre på alle mulige måder. (Vi kan ikke give børn noget vi ikke selv har/er)

Men hvordan er dette tyranni af forældrenes dydskultur opstået?
Det virker som om det normale skåret bort, og alt er blevet sygeliggjort, og ja, alle venter på en frygtsom dom, en sygeliggørelse, en potential sundhedsfaglig diagnose. Vores menneskesyn er blevet til et sundhedsfagligt synspunkt, hvor der kun er fokus på sygdommen og ikke årsagen, som det dogmatiserede dyds- og perfekthedskultur. (Som ganske enkelt er en kompensation og et skjul på skam, og utilstrækkelighed)
Dette gør at vi alle er underlagt et syg-doms stigmatiserende system. Her bliver vi alle syge, kun spørgsmål om tid.

Det næste er, at når vi rører ved denne kultur af perfekthed, som især påvirker forældreskabet,
så opdager vi, at den er blevet skabt i et narcissistisk samfund, hvor kritik netop er utåleligt, og alt handler om at hæve sig og være noget helt særligt. Hvilket kun styrker utilstrækkeligheden, skammen, og sætter fokus på alt dom mangler og kan styrke egoet.

Alle bliver eksperter, og alle fokuserer mere på andres fejl og mangler, og folk bliver offentligt udskammet.
De ganske normale bliver til kætterske sabotører, der truer med afslører det Kejseriske vælde.
Alle bliver frygtsomme og går lidt i frys, i frygt for at begå fejl og blive udskammet. Hvilket betyder, at intet bliver gjort med almen fornuften, og i en selvfølelse.Derfor er alt behæftet med fejl og i utilstrækkelighed, da vi ikke har os selv med.

Det helt grundlæggende ved forældreskabet er;
At det er et forhold der både skaber og begrænser og intet barn kommer ud af barndommen uden skader.

Kun ganske få forældre, får anerkendelsen som gode forældre, fra deres voksne børn og det fortæller mere om børnene, end forældreskabet.

Forældreskabet er en utaknemmelig opgave,
hvor man sjældent får tak, og ofte bliver det til uretfærdigheder og verbale angreb for det som ikke var, og særligt dét børn ikke fik.

Det er en lov, det må være det første Bud i det “Gamle forældretestamente”.

Vi har skabt den generation af børn og unge der har fået mest og haft de største privilegier, gennem alle tider. Så meget, at vi har kaldt dem for curling børn,
og samtidig har vi den generation som lider mest.

Så der må være en middelvej, hvor vi tager et større ansvar i samspil mellem børn og forældre.
Og som forældre tage ansvaret for at være utilstrækkelig, at intet barn bliver tilfreds, og at mere og mindre bliver komplimentære. Hvilket betyder at det som gives i utilstrækkelighed, forbliver utilstrækkeligt.

Hvilket leder til et bud mere, som må hedde;
at vi må tage ansvaret på os, som ufuldkomne forældre,
At står ved vores fejl og retter dem, gang på gang, sammen med vores børn, så fejl og utilstrækkelighed bliver helt normalt igen. Og her kommer den ægte frihed til sin ret, i samspil og fællesskab.

Og selvfølgelig skal vi gøre vores bedste for vores børn og os selv, så vi ikke ofrer os for vores børn, men står forrest og beskytter flokken og viser vejen.

Scroll to Top