Forældre har på mange måder fået deres ønskebørn, og kærligheden til børn har heller aldrig før i historien været så stor.
Der kan dog godt være flere psykiske fænomener, som blander sig i denne store kærlighed til vores børn.
Der har dog aldrig før været så meget usikkerhed hos forældre om deres opdragelse af deres børn.
Den største usikkerhed går mest på om at gøre tingene godt nok, og om barnet får alt hvad, det har brug for.
For nogle forældre bliver der yderligere et press på, at præsterer i at give og gøre det bedste for deres børn, da der er en del forælder, som bruger deres børn til små symboler på deres status.
Når forældre ligger under for et yder præstations pres og samtidig er usikre, kommer de let til at overkompensere for deres manglende værd som forældre, i både at holde fast i barnet gennem at give og gøre det ypperste for barnet. Det giver sig udslag i at barnet skal høre og vide at det er elsket, i ord og handlinger, desuden giver det også behov for en del kontrol og overbeskyttelse.
Det har bare flere negative slagsider. Den første er, at når vi er usikre og i nogle tilfælde direkte ængstlige, så fylder vi ikke så meget i os selv, men er ovre i barnets verden, hvilket kommer til at give dem et fokus og en status, de har svært ved at kunne rumme, da de bliver små kongebørn, og de bekymrede og kompenserede forældre bliver til tjenestefolk. Det giver naturligvis en stor usikkerhed i børnene, da de ikke kan mærke forældrene, og de får føretrøjen eller en magt i hvad der skal ske, som de slet ikke kan honorere.
“Man kunne fristet til at sige, at usikre forældre giver usikre børn, alt andet er umuligt”.
En anden slagside kunne godt være behovet for at elske. En fuldkommen og helt igennem ubetinget trang til at elske,
i en verden fuld af betingelser, præstationer, tempo og frygt. Det nemmeste sted og uden konsekvenser er at kaste alt sin kærlighed på sine børn, da de jo er nemme at elske, og at de er helt og aldeles afhængige og står til rådighed både for ret og vrang.
Endvidere vil denne usikkerhed eller underliggende frygt for ikke slå til, i disse “Forældre der elsker for meget”, læs bekymrede/kontrolerende forældre, går videre til børnene; på den ene side er det vigtigt for forældrene, at børnene klare sig godt, og viser, at de magter og gør det rigtige, for at styrke forældrene i at de gør det rigtige. Men på den anden side, så bliver det også til en kommunikation til børnene, at der ikke er tillid til, at de kan gøre tingene ordenligt, det bestyrke og underskrives gennem forældrenes bekymring, kontrol og adfærdsregulering på. Enten det eller også bliver det en overdreven positivt holdning til børnene; at de gør det rigtige, alt er helt i orden og børnene får alt for vide grænser, ingen konsekvenser og ingen klare regler.
Uagtet om det er med bekymring og kontrol, eller alt er positivt og “vi elsker Jer uanset hvad”, så er udfaldet usikre børn og endda børn med masser af angst. Nuvel udfaldet kan også give meget egoistiske børn, men jeg er sikker på at nedenunder al egoisme, ligger der en lammende frygt, som benægtes og fortrænges, eller er helt skjult, men kommer ud gennem drift efter perfektion og sult efter at blive elske ubetinget og uden frygt og formaninger. Hvilket er umuligt sålænge frygten hersker og driver værket.
Ligeledes er jeg sikker på, at mange af tidens moderne psykiske lidelser har sine rødder i frygt, dog er der andre faktorer, der spiller ind.
Vi kan ikke forbygge frygt således, at vores børn er sikret
Vi kan ikke få bekymringerne til at forsvinde, så vores børn er glade og trygge
Vi kan ikke skjule angst, så vores børn tror, at verden er tryg og fin.
Vi kan forgive, at verden er tryg, for at vores børn skal være ubekymret og evigt trygge, vores børn er kun trygge, når vi er trygge og hviler i os selv, og først da kan vi få øje på vores værdier og grænserne bliver sunde, når vi har fat i os selv.
Vi svigter vores børn ved at benægte, fortrænge og lade dem stå uden indblik i sammenhæng af vores verden formidlet i børnehøjde. Vi skal ruste vores børn, til at kunne klare sig i en verden bygget på frygt, ud fra deres aldre, deres sind, deres følelser, alt andet er løgn og benægtelse.
Vi kan ikke være troværdige voksne og give indtryk af at alting er godt og at intet farligt findes i verden. Der findes ikke det eventyr, hvor der ikke er en fare og hele kongeriget er truet, der findes ikke det barn, som ikke har en bevidsthed om, at der er noget farligt, enten udenfor eller under sengen.
Verden har aldrig været mere usikker, så forældrenes usikkerhed er naturligvis ikke noget de selv har skabt, men er en del af den verden, de er en del af.
Giv dine børn en frugtbar jord, så de får skabt deres rødder, hvilket både kræver sol, regn og storm.
Giv ligeledes dine børn vinger så de kan flyve, børnene har krav på at de rustes til at kunne skelne,
og blive selvstændige og nysgerrige på livet…
