For at træde ind – må vi træde ud.

For at træde ind i eksistensen må man træde ud af kulturen, forlade det velkendte, det trygge og forudsigelige.
Eksistensen er tung og næsten ubærlig, for den rummer et helt liv med alt det, som var urummeligt, det, som skræmte livet ud af os, det, som vi undgik, og det, som vi aldrig helt kunne forstå.
Det er i eksistensens dybder, at vi konfronteres med vores egen skrøbelighed, vores længsler og vores frygt for meningsløsheden. Her, uden kulturen, fortrængningernes deflektioner og vanernes varmestuer, står vi ansigt til ansigt med os selv i al vores nøgenhed, forgængelighed og sårbarhed.
For den, som har fortæret og fordøjet sit livs op- og nedture, fundet fred i, at dét var, som dét var, og at dét, som dét er, er fri, og friheden er let, når der ikke længere er ufordøjet vægt på skuldrene.
Og den, som ønsker sig mere, vil vide, at hvis du ønsker andet eller mere, må du skrue det, som giver det ønskede resultat. Her er det meningen og formålet, der er det nødvendige brandstof, og intet kan helt komme imellem den, der drømmer, og det ønskede.
Der findes en verden, en verden under overfladen,
en anden verden.
Her er det en verden af muligheder, en verden af sanseligheder, taknemmeligheder, fortræffeligheder, foruden masser af menneskeligheder.
Det er som en verden under havet, en underfundig verden, en verden uden støj, trafik og mekanisk menneskeautomatik.
Her er verden hel og ganske fin, for den er udenfor det, som hverken kan gribes eller begribes.
Den er hel og favner os alle. Tålmodigt venter den på, at vi alle, som én, skal vågne og forstå, at verden vil bestå.
Scroll to Top