For at kunne heale et andet menneske, må man selv have været såret.
For at hjælpe mennesker gennem kriser og tilbage til livet, må man kende døden og vejen gennem mørket.
For at kunne heale et andet menneske, er det vigtigt, at kende livet cyklus, som går igennem dødens dal, som er en smertelig affære som en kvindes fødsel.
Det er det smertelige som hindre livet i at blomstre, det er det døende i os, som holder fast i fortællingen om livet.
I virkeligheden holder vi som mennesker, fast i det døde lag af os, som en slange der ikke tør slippe sit skind, når det er tid til skifte skind.
Modsat slangen tror vi, at vi er skindet og ikke slangen, vi holder fast i historien om os selv, til vi mister os selv.
Smerteligt vandre mennesket i objekternes verden, pynters sig til, at blive noget særligt. Vi tegner et kort over hvem vi tror vi er, et kort som sjælden står mål med hvem vi er.
Det er skellet mellem hvem vi tror vi er og hvem vi er, og vores formål, som afgøre hvornår krisen opstår, hvornår det er tid til skifte skind. Tid til at give slip, tid til at dø, for at gå igennem døden dal, for at genopstå til modenhed, mening og missioner.
Det er en smertelig transformation, for jo mere vi ikke har levet livet, jo mere smerte er der over det tabte liv, og jo mere liv skal fødes.
Smerte, tomhed, depression og angst er for en healer, er tilstande som opstå i det liv vil kender og holder fast i, og som forsvinder i transformation mod dét liv som lader vente på sig.
Det findes ingen anden vej end sjælens vej hjem.
Det er når ånden er over os, og vi er inspireret og i flow, så er vi på rette vej.
Modet kommer af, at kunne lade sig lede af længslerne og friheden, uden at vide hvorhen, hvordan og med hvem 
~ Billedhugger, Marija Gauci
