Flugten fra friheden
Hvad er vi som menneske andet end, Det genkendelige gennem gentagelser. Vores personlighed er en forskalning af oplevelser, dannet af lyst i et spor af angstbetinget undgåelse.
Elite Menneske A2021
Vi tilpasser os i en verden af optimerede systemer, eller nærmere, vi forsøger at ramme sporet, og holde os på sporet kaldet livet.
Når vi som børn kun får den sidste menneskeopdatering, dette sociale hulkort, på hvordan livet skal se ud, hvordan elitemennesket skal fremstå, så bliver tilpasningen tæt på umulig.
Og da menneskebørn fra naturens hånd, vil samarbejde for hver en pris, bliver denne tilpasning fra naturmenneske til elite menneske A2021, en svær tilkobling.
Natur-barnets alarmberedskab bimler, som en pygmæ stamme-kriger i lændeklæde blev bortført og sat fri i New York. Skrækslagen og med modstand forsøger naturbarnet, at tyde disse opdateringer som ikke giver mening.
Elitemennesket A2021 ser det mere som en fejl alarm, og sender barnet til en kodespecialist som beroliger naturbarnet og giver fortolkninger som bringer alarmsystemet til ro.
Ro og belønning er med til at få naturbarnet til at tage tilpasningen til sig. Skrækken har lagt sig, bedøvet med søde sager og belønning.
Snart vil naturbarnet overgå til elite-banen, med ros og klap tager elite-barnet små skridt, og alle er begejstrede for at elitebarnet kan stå og gå.
Forklædt som konger og dronninger og superhelte dæmpes barnet skræk for at træde ind i denne systemverden afskåret menneske-lighed, for alle kæmper med hver deres elite opdateringer, og naturligvis med en vis form for konkurrence. For er der ikke nogen at sammenligne sig med, så betyder det at dette elitemenneske er på et fejl-spor og fejl meldingerne og alarmerne lyder.
Frygten for at miste sporet, eller ryge af elite-sporet er enorm, og konsekvenserne er uden sammenligning noget nær døden. Ja dødsangst er betegnelse for det at miste kontakten til dette systemiske spor.
På en god dag køre livet på skinnerne, og stationerne kommer med intervaller talt i minutter.
Station morgen toilet, efterfulgt af station morgenmad, afsted går det til station job, en Kystbane med kollegaer og møder, og vupti afsted til et hurtigtog med motion, spinning og høj puls. Et vigtigt energiboost, så er man klar til stationen hvor børnene skal hentes, og videre hjem til hektisk aktivitet. Så spisevognen, puttet børnene, “nat nat, elsklinge”, en stille bøn til at de falder i søvn, så man lige kan når de sidste mails til jobbet i morgen. Og så nat toget til en ny og forhåbentlig god dag.
Angsten for rutinetab også kaldet stress
Det kunne også hedde angsten for friheden, for under opdateringerne og systemtilpasningerne findes friheden. En gigantisk frihed, som er skræmmende stor, for der er uendelige muligheder, hvor det ene mulige er ligeværd med et andet mulige. Og uden tilpasningen så er det ofte kun frygten for konsekvenserne som skræmmer.
Når vi ikke er tilknyttet et spor, eller et overleveret kort over hvilke spor vi skal følge, er det naturligvis skræmmende at opdage friheden og dens værende blid og i nuet, konsekvensløs.
Det er når Rutinen slår revner, at vi rammes af angst, vi rammen af utilstrækkelighed i ikke at være stabil i programmeringen. Angsten siver ud som bremsevæske der hindrer kontrol over livet som fartøj.
Det er den samme angst børne får, når de skal tage rutinerne til sig, utilstrækkelighedens angst. Bortset fra at deres bremsesystem fungerer ekstremt godt. Netop for denne angst er for dem er en konstatering, modsat elitemennesket, som har med rutiner skabt et sikkert livsspor. En konstatering i at de har angsten for den umenneskelige rutine og angsten for ikke at komme med, altså angsten for at blive efterladt alene.
Det giver jo god mening at naturbarnet sætter bremsen i, når det er omgivet af angst. Angsten for utilstrækkelighed, i ikke at forstå, angsten for at følge et umenneskeligt tilpasset system, og angsten for at blive forladt som en fejl opdatering.
Rutine og genkendelighed
Elitemennesket holder af rutiner, orden og perfektionisme, så derfor får børn der er under programmering masser af rutiner, og ofte den samme mad, da der ikke skal meget til før barnet protesterer og nægter at spise fremmed mad. På den måde sker en tilpasning som et modstykke til tilpasningen. Altså modstanden mod tilpasningen, holdes der fast i det genkendelige, som bliver et smalt genkendeligt spor på den større elite bane. Elitemennesket går langt for at undgå børnene protester og modstand mod tilpasningen, så ofte bliver det børnene som sætter dagsordenen.
Tilbage til friheden
Vejen tilbage til friheden, består af nedbrud af det eksisterende, nedbrud af rutiner, orden og systemer.
Et nedbrud er en sund reaktion på noget usundt, ligesom børns angst er symptom på, at der er noget galt.
Det moderne menneske er langt fra sundt eller i nærheden af det naturlige, dette elite-menneske er ikke forankret i nuet, virkeligheden, eller det naturlige.
Vores ægte jeg, eller nærmere kontakten til vores sande og frie jeg, er mistet, til fordel for jagten på det perfekte liv.
Det lykkelige liv findes ikke i bestræbelserne efter det, og tempoet i bestræbelserne er netop det som giver en centrifugalkraft, som kaster os væk fra os selv og ud i skyggerne af vores adfærd, og når solen går ned, forsvinder skyggerne, og vi er ude af syne, tilbage står vores eget beskuende jeg, som kun kan se det som mangler og det som ikke eksisterer. I virkeligheden er det bare os selv der mangler, og vores beskuende jeg, er vores overlevelses jeg, som både mangler tillid og er kritisk ved alt eksisterende.
