Tænk
hvis et barns sande styrker kom via samvær, og gennem fælles bevidsthed.
Hvor de ældre repræsentere freden og stabiliteten, og familien repræsenterede styrken og det følelsesmæssige fundament og et tæt bredt fællesskab gav en tryg åbenhed ud imod verden.
Hvor de ældre repræsentere freden og stabiliteten, og familien repræsenterede styrken og det følelsesmæssige fundament og et tæt bredt fællesskab gav en tryg åbenhed ud imod verden.
Børn kan ikke selv-regulere sig til ro, det kræver en rolig voksen, trøst og forsikringer på at det nok skal gå. Og omvendt barnet skal søge det ukendte, for at blive utryg, for så at søge tilbage til det kendte trygge igen.
Børnefamilierne i dag har det svært og er pressede, derved ryger roen og trygheden, der er program på fra tidlig morgen til sen aften. Og de stiller alt for store krav til sig selv, til deres forældre roller og opdragelsen.
Det er familien i drift, og nogen gange kun en mor eller far, som er programsat, arbejdsprogram, børneprogram, lektie-program, underholdningsprogram, mad-program, putte og sove-program.
Alt skal skal lægges i “form”, og paradoksalt er det når vi er ude af “form” vi lever og i det formløse, vi kan ånde frit og trække vejret.
Det er børnene der betaler prisen, med utryghed, angstlidelser og manglende tilknytning til en dybere ro, en væren i det som er.
Vi må ud af præstations og denne drift-mode,
livet er ikke et “gøren program” men en vekselvirkningen mellem gøren og et væren program.
Kærligheden mellem mor og far visner i gøremål, og næres i det at kunne være; være sammen, være kærester, være Lovers, være forældre, være familie.
Løsningen kan være at samle familien igen i større cirkler, bedsteforældre, onkler og tanter, naboer, så børnene kan lege, uden at det skal programsættes med legeaftaler.
Løsningen kunne også være 4 dages arbejdsuge, og 4 dages skolegang om ugen og så resten online.
Et er dog sikkert, og det er at vi som mennesker ikke er designet til at være på 24/7
