EXSISTO
“At eksistere er ikke blot at leve,
men at være bevidst om sin egen eksistens,
sine valg og muligheder”.
Jeg har længe ønsket mig, at få lavet en ideologi hvor Eksistentiel filosofi, eksistentiel psykoterapi stor side om side med livspraksis og lederskab.
En helheds ideologi, som kunne bruges som en ledestjerne, for hvordan vi skal leve bæredygtigt, meningsfyldt, og i overensstemmelse med oprindelige naturlige eksistentielle værdier. En sameksistens, en almanak for både land og by, privat og i arbejde.
Det skal være hvor vi har de eksistentielle grundvilkår med som grundstenene mening, døden, friheden, angst, relationer, isolation, kroppen samt bevidstheden med. Men det er som med grundvilkår, det er noget vi skal lære at leve med, så med disse grundsten, dette fundament, så skal der tilsættes en måde at praktisere, agere og skabe mening, en grund til at eksistere.
Vi lever i en tid, hvor alt er under pres, mennesket er pressede, produktionen er presset, naturen er hårdt presset, klimaet er ustadigt af samme årsager.
I 30 år har vi ladet økonomi og kapitalisme været ledestjernen, og med alt tydelighed, har det ikke være for alle og i en balance, men skævheder og uligheder er vokset, hvor de rige bliver rigere og de fattige bliver hjemløse, hvilket har kostet på alle andre resurser. Som naturen, miljøet, diversiteten i planter, dyr og ja menneskerne er på alle parameter også blevet mindre resursefulde, da tempoet og presset gør at vi ikke når at se at vi er på en gal kurs, og i modstrid med vores dybereliggende værdier.
Vi står overfor et fald, et forfald, et nedbrud, et skæbneafgørende skifte i evolutionen og selv de skarpeste økonomiske tænkere, forudser at der kommer et økonomisk kollaps, hvilket på den ene side virker skræmmende og på den anden side, en selvfølge, da vi har pumpet væksten i boliger, og i måden man “printer” penge og låner disse penge ud.
Det ses tydeligt at verdens gæld er steget kraftigt de seneste år og er nu oppe på 244.000 mia. dollar. Tallet er så stort, at man ikke rigtigt kan forholde sig til det. Men det svarer til 318 pct. af verdens samlede bruttonationalprodukt.
Uagtet hvad, så kommer vi til at skulle leve på en anden måde og måden vi forbruger og over forbruger bliver ikke måden vi griber livet med, tværtimod, så har overforbruget været en måde at kompensere for alt det liv, som er gået tabt i præstationernes ræs.
Det betyder at vi i fremtiden skal leve et liv, hvor vi ikke kompensere, misbruger, over forbruger og slider på resurserne. At vi på den anden side, kommet til at leve et liv, hvor vi samarbejder på tværs af borgere, kommune og organisationer, ud fra et højere formål end det blot at tjene penge, for egen overlevelse, alene.
Vi vil når vi kommer på den anden side, ser tilbage på os selv, som en primitiv udgave af os selv, som når vi i dag kigger på vikingerne, der plyndrede og gik bersærk, bare i at vi i vores tid, er på togt af materielle goder, i en rus af forbrug, underholdning og unødig junk.
Det jeg forsøger at sige er, at vi har brug for en idelogi, hvor det er både et menneskesyn og en måde at praktiserer livet i en større kontekst end blot at leve for sin egen overlevelses skyld. Dette menneskesyn skal være helhedssyn på mennesket men også mennesket i samspil, da vi jo alle som menneske er i orden, og de menneskelige grundvilkår er ens i livet, men ikke i udfordringerne, som der er masser af.
I den eksistentielle psykoterapi er der fin tradition for at se på livet, eller mere nøjagtigt at se på livet, når det er livsgnisten og mening er forsvundet. Men det er måske også et postgang for sent, da man først kommer i terapi, når man har ondt i livet. Og lige her er man gået for længe alene, og derved også mistet kontakten til verden. Ligeledes i den eksistentielle filosofi, er der tradition for at se på mennesket i sig selv og naturligvis også at mennesket ikke er noget i sig selv, men bliver til et menneske i mødet med mennesker. Ligeledes er det rammen for at være, og være et menneske, hvilket jo er her vi starter, det er her grundtrinene til at blive til et menneske, men vi skal videre, vi kan ikke blot være, vi skal også være sammen, og vi skal handle sammen. En samskabende enhed, hvor der ikke er så meget plads til først at finde os selv, for siden at opdage at vi er både forskellige, og måske endda uenige. Og jo det er nødvendigt at finde os selv for vi kan stå i forhold til andre, men denne selv-udvikling, er en udvikling som kun kan ske i samspil med andre. En udvikling, som faktisk er en afvikling af egoet, og det er først her, at vi står i forhold til os selv, og derfra kan stå i ægte forhold til andre mennesker, ukritisk og imødekommende, med forståelse af vi er forskellige og på trods, et ligeværdigt møde og endeligt at vi beriges af hinanden, i sådanne et eksistentielt møde.
Som et modstykke til dette, er at vi ikke er klikket ordenligt ind med os selv, så er vi lukkede overfor andre, end dem vi kan identificerer os med. Og det er lige her vi har været for længe, nemlig i et jeg er mig, og du skal ikke lave om på det. Med mindre at man vælger at gå i terapi, og derigennem går på opdagelse, i at finde ud af, at man ikke er noget alene. Og terapi er ikke for alle og omkosteligt for de fleste, så vi er nødt til at få denne eksistentielle filosofi og psykoterapi til at folde sig ud sammen med livpraksis og i ledelse og organisation.
Så mit ærende er at vi har et menneske syn, en måde at praktisere livet på og en måde at organisere os på, og er der et sammenhæng og en rød tråd i dette, ja så er min tese at vi kan begynde at samle os både som menneske og som sociale væsner.
Vi har ikke råd til at leve som individualister, fordi vi bliver åndelige fattige, vi bliver fremmede for os selv og derved menneskefjendske og igen så fjerner vi os fra mennesker, og i virkeligheden fjerner vi os fra os selv som værende (menneske) i det som er, med dem (medmennesker) som er.
Vi lever heldigvis i en brydningstid mellem det gamle og det nye, det hurtige mod det langsommelige, det kortsigtede og det langsigtede.
En frygtsom kamp, hvor vi alle sammen er desillusioneret, har tabt en bid både af modet, troen på det gode, og en stor bid af sammenhængskraften. Vi er frygtsomme og der er intet som frygt som kan skille mennesker af, meningsløsheden er symptomet, på denne meningsløse alle mod alles kamp. Men der er mening i galskaben, stor mening for vi har sovet, vi har sovet længe i velfærdens store trygge seng, og der er en regning som ikke er blevet betalt, så lige nu slås vi måske mest om hvis er skylden for den rus, den brandert vi har slupret os i.
Det kunne også betragtes som egoets sidste kamp, hvor egoet kæmpe for den frihed der ikke betales for, altså egoets frihed til ikke at tage ansvar for mere end sin egen lyst og nydelse. Historisk set, så kan det sammenlignes lidt med den sidste konge i Frankrig, der mistet hovedet, da folket gjorde oprør over at skulle arbejde, men forbliv sultne og fattige.
Vi er også fattige i dag, egoet tager alt ilt, så vi ikke kan ånde, at vi ikke kan komme i kontakt med krop og sjæl og derved åndelige fattige, vi mister også de dybereliggende værdier, som altid er forbundet i samværet med andre mennesker, ligesindede, kærlighedsrelation, familien, naboerne.
Det betyder også at de gamle værdier, bliver mere og mere tiltrækkende, det vi forkastede som gamle dyder, forstokkede traditioner, kommer på mode igen, ligesom teaktræs møbler, hæklerier og Amagerhylden.
De gamle dyder er faktisk noget, at det vi alle ønsker at mester, det handler om Mod, selvdesciplin, medfølelse, venskab, ansvar, ærlighed, at skabe mening, udholdenhed og loyalitet.
Må du få gjort en ende på din kamp og gennem langsommeligheden komme til dine værdier og de dyder du ønsker at praktiserer, så dit det gode liv starter og søger mod helhed og mening.
