Evnen til at kunne elske

Evnen til at kunne elske.
Narcissus elskede ikke sig selv, sagnet fortæller at Narcissus forelskede sig i sit eget spejlbillede, og var ikke interesseret i kvinder eller andre end end ham selv.
Narcissus evnede ikke at elske og havde nok i sig selv og sit eget spejlbillede.
Jeg tror ikke på vi kan elske os selv, vi kan være i kærlighed, vi kan være kærlige, vi kan endda være kærligheden, som der står i biblen i Paulus brev til Korintherne, kærligheden skelner ikke, kærligheden dømmer ikke, og en fin længere udredning på, hvad kærlighed ikke er og hvad den ikke gør. Men ganske kort, så er kærligheden blind, den kan ikke kende forskel på dig eller mig, den er uselvisk. Så i den reneste form endser den ikke mig, jeg kan mærke den, og den melder sig når jeg tænker på dem jeg elsker og er sammen med dem.
Kærligheden alene kan ikke leve, og derfor kan Narcissus ikke elske sig selv, Narcissus var selvoptaget, forelsket i et billede af det han ikke mærkede i sig selv. En projektion af det han længtes efter, uden helt at kende det fra menneskelig kontakt.
Skulle vi overføre det til idag, så var Narcissus skabt i hans mors guddommelige billede af kærlighed, dog uden at hun mærkede kærligheden i sig selv. Hun sætter Narcissus højere end sig selv og det mennesker kan have sammen. Narcissus blev til et kærlighedsobjekt for hans mor, han som en gudesøn og hun selv  som noget lavere i forhold til.
Narcissus bliver derved til et falsk selvbillede som er blevet levende, uden ægte menneskelig nærvær og kontakt. Narcissus blev i virkeligheden ikke elsket, men forgudet, og derfor lærte Narcissus ikke at elske. Narcissus blev en ensom “Gud” uden menneskelige evner og kvaliteter.
Kærligheden er det højeste i mellem mennesker, og kan ikke leve uden bevægelse og kontakt. Kærlighed kræver sine ofre og næres derved, den sklædner ikke ikke mellem sorger og glæder, men få næring af både sorger og glæder, da sorger og glæder er livets ebbe og flod, sammen med fornyelse og afsked med det forgangende.
Så skal vi give vores børn evnen til at elske, skal de lære at svømme i livets til tider barske og til tider stille vand.
Men dit barn er ikke mere værd end dig, og er ikke slet ikke meget værd uden sin mor og far. Og hvis mor og far også husker deres eget værd og det at være mand og kvinde, uden at glemme/svigte børnenes behov, ja så lærer vi børnene evnen til at elske.
Print Friendly, PDF & Email
Scroll to Top