Vi står overfor et paradigmeskifte, et skifte fra meget bløde værdier, frihed, selvbestemmelse og fokus på enhver sin egen lykkes smed, mod konsekvens, retfærdighed, socialt ansvar og ydelse til fællesskabet.
Vi skal dog passe på, at det ikke sker som et faldt, fra det ene over i den anden grøft.
For sådan sker ofte skift mellem poler, at det ryger fra den side over på den anden. Det er dog også sådan vores praktisk-logisk hjerne fungere, “sort-hvid”, “enten-eller”, men vi skal have et skift til helhed. Det betyder at det er både og, at der skal være plads til begge sider af modpoler.
De sidste 10-20 år har det på det personlige plan handlet om selv realisering, og frihed til at gøre hvad man har villet. Det er gavnligt vores børn, som har fået dette fokus på deres behov og ønsker både hvad de ønsker og ikke ønsker. Denne frihed og selvbestemmelse, er der ikke noget galt med og der kan sagtens komme mere fokus på at møde børn på deres følelser og mere kontaktfuldt. Det kan bare ikke stå alene, børn kan ikke honorere dette skjulte ansvar.
For der ligger et skjult ansvar på deres skuldre, på den ene side, så er dette fokus på børnene, et “mine børn skal ikke have det, som jeg havde det”. Hvilke betyder, at det er en reparation på mors og fars gamle sår, og det kan ikke gøres på et barns uspolerede barnesjæl. Næste punkt er, at vi kommer til at løfte barnet over os selv, som var barnet af bedre herkomst end os selv. Det gør vi naturligvis i den fineste kærlighed til vores børn, men det giver barnet en placering i et hiraki som det var leder, eller en offergave ud imod verden. for placeringen er også ud imod verden som “se vores skønne barn”, det giver en udsat position for barnet som giver stor usikkerhed.
Endeligt er der alle de valg og muligheder barnet også bliver udsat for, hvad vil du, hvordan syntes du det skal være? Det bliver også til stort ansvar at bære, det at “kende sig selv”.
Alle disse bløde værdier, har givet hvad de kan give og det har ikke givet det, som værdierne har haft til hensigt, nemlig at skabe børn i og af kærlighed.
Som nævnt kan disse bløde værdier ikke stå alene, for det er meget på identitetsplan, som i hvem er du? og det svære kommer jo så i, hvad vil du lave? hvad vil du leve af? der er en stor del af vores næste generation som simpelhed ikke ved hvad de vil være. Forståligt nok, hvis vi kikker på det i det lys, at de er opdraget som kongebørn, for konger laver ikke andet end reagere og give meldinger om landets tilstand.
Paradigmeskiftet som vi står overfor er; helt banalt, at gå fra at være til at gøre, fra identitet til adfærd og handling. At vi kan ikke bare være den vi er, vi er også nødt til at skabe et fundament vi kan leve af. Altså vores eksistensgrundlag og vores arbejdsidentitet, hvad er det du vil leve af?
Nu er det ikke kun vores børn, vi har mødt på denne måde. Det er også hinanden, vi har mødt på disse individuelle frie og positive vilkår som var vi helstøbt og ikke skulle arbejde for tingene. Her er det samme tendens, flere er blevet stressede og har følt mindre værd, at skulle være helt i orden, når det føles anderledes indeni.
Det skifte som vi skal over imod, er den maskuline energi, handlingens energi. Ikke væk fra de bløde værdier, men at kunne favne både de bløde og hårde værdier. AT det både handler om at være og om at gøre.