Et moderne Juleevangeliet..
Vi lever i en mørk tid, i en begyndende oplysende tid.
Vi ser mere, end vi kan rumme, vi mærker mere, end vi kan lægge skuldre og medfølelse til.
Livet er blevet en togrejse , som hvor vi på hver en perron, bliver tvunget til at tage stilling;
frosne børn i Syrien, næste stop, statslig milliardsvindel, næste stop, flygtninge, klimakrise, Fake news etc.
Og med tiden opdager vi, at livet ikke er, som en togrejse, men minder mest om, den nye cirkel metro, for det er de samme stationer, igen og igen, så hvis vi ikke blev påvirket første gang, så får vi muligheden igen.
Vi mærker både længsel og fortvivlelse, vi mærker også, at Ret ikke er Ret, og slet ikke retfærdigt.
Og livet er langt fra retfærdigt, livet er ikke, som det har været. Der er simpelthen mere fars end pølseskindet kan rumme, vi bliver stoppet til, med løgn og ligegyldig fyld, som på den ene side gør, at vi har fyld til at stå imod uretfærdighederne, mens vi på den anden side, mister grebet og derved os selv.
“Hvem er jeg?” har igennem alle tider været alle religioner og filosofiers store spørgsmål,
men i hastighedens navn, kan jeg være hvem som helst, men det som virkelig får en større betydning er; “Hvad kan jeg gøre?” og her melder svaret sig hurtigt, fra den eksistentielle bane af, At vi er ikke noget i os selv, vi er kun noget i samspillet med andre.
Så det store jule-spørgsmålet er; “Hvad kan vi gøre?” og nej for, “Hvem er vi?” må komme før, “Hvad kan vi gøre?” og før vi kan sige; “Hvem er vi?” må vi igen kigge på “Hvem er jeg” og da vi ikke har tiden til, at blive ved med at stille spørgsmålet, “hvem er jeg?”, må vi samtidig spørge, “Hvem er du?”
Så for at finde fodfæste, for ikke at død i en forstoppet pølsefars, må vi finde hjem, hjem til en mission som kan binde os sammen, i mellem du og jeg, hvad kan vi og hvad giver mening.
I denne juletid, er en af perronerne, “Længslernes Perron”, for julen er på mange måder længslernes tid.
Julen er længslernes tid fordi, vi savner dét som var engang, og mest af alt, det som ikke var, dèt som vi havde brug for og som vi ikke fik.
For under julepynten, findes smerte, frygt og tågede erindringerne, og det hjemsøger os, når vi møder duften af jul.
Ensomhed eller utryghed i en underliggende tone som ikke er just er på julevers.
julen er for mange smerternes fest,
for under det som skulle være så smukt, spøger i kanten af juletravlheden, nemlig ensomheden.
Når vi alene sidder efter skilsmissen og ikke har børnene, og selv med børnene, så er julehjerterne ikke flettede, men flosset. Så køre den indre glorificerende julefilm, hvor vi forstiller os alle andre udlever jule-romantikken, for fuld blæs,
ja det bliver nærmest jule-erotisk, og det er dét som smerter mest.
Svære tider? ja bestemt, mulighedernes tid? Helt bestemt, vi lever i paradoksernes tid,
vi har “let og svært” side om side, “ret og uret”, “sandt og falsk”.
Og dog der noget, som ikke står i modsætning til mulighederne, og det er umulighederne,
for umuligheder, findes ikke længere, det er muligt, vi ikke kan det endnu, men snart kan vi det umulige.
Og hvis det er sandt, så er alt muligt, og det er dèt, som kan sætte os fri, -fri til at vælge side.
Vi kan vælge at gå ærlighedens vej, relationernes vej, samlivets vej, nærværdets vej, og som på mange måder er sideveje til den underliggende og ofte skjulte hovedvej som hedder taknemmelighed.
For i virkeligheden, når vi fjerner alt støj, alle bekymringerne, fjerner alle dem, som synes at vide og fjerner alle dem som ønsker magt og forsøger indflydelse, og for et øjeblik, sætter alle lidelserne til side, sætter dem i parentes.
Så vil taknemmeligheden være, ikke en mulighed, men en virkelighed, et vilkår som kommer frem, når Sindet bliver stille.
Så hvis frihedens religion handler om, at finde modet til at træde frem, at turde at vise sig og gå andre i møde, at vælge relationen, at vælge sin bestemmelse, sin mission, sine frænder,
så er Taknemmeligheden den løn, som kan bære hele skidtet.
Taknemmelig er jeg, for at kunne søge i mig selv, for at finde dig, taknemmelig for, at kunne bidrage til noget,
som er større end bare “mig i mit”,
for “mig og mit” er ikke nok, det vil give fortvivlelse og ensomhed, kun spørgsmål om tid.
Så for at finde taknemmelighed, må jeg lede i cirkler som er større, end de spor jeg alene kan sætte i min verden, og det er de spor, vi sætter sammen, som kan få friheden, missionen, livet og kærligheden til at hænge sammen og give mening.
God jul og i ønskes et meningsfyldt nyt år.
