Når vi opdager, at der ikke er stor forskel, på din eller min flamme,
så oplever vi hvor meget vi rummer, hvor meget vi ligner hinanden og kan være sammen om.
Det er, når vi tror vi er forskellige, vi er forskansede i vores eget indre fængsel. Fordi vi ikke tør at give slip, for at give mere næring til flammerne.
Vi tør ikke, at give af os selv, i frygt for ikke at få os selv tilbage.
Vi dør lidt, når vi slipper taget i os selv, vi opløses i flammerne, for siden at kunne genopstå,
med fornyet kraft og en større selvbevidsthed.
Det er vores illusion af os selv, og illusionen af vores adskillelse som dør.
Virkeligheden er dog uden denne begrundede frygt, for vi kan ikke miste noget.
Det er umuligt at miste noget, fordi vi entet ejer intet kan fastholdes.
For hver gang du giver dig til et andet mennesket, vil du vokse.
For hver en forelskelse og brud, du har været udsat for, vil du opdage at du kun er vokset af det.
Er du ikke vokset, har du intet giver og intet modtaget.
At give er at modtage, at give glæde bliver dobbelt så stor, hvis det modtages, på sammen måde som to flammer bliver en større flamme.
“Min kærlighed til dig, kunne til forveksling ligne din kærlighed til mig”.
