Eksistentielle skitser. Taknemmelighed ligger dybt i mennesket

Taknemmelighed er en understrøm i vores dybere bevidsthed.

Den flyder som vand, fra stille flydende til overvældende brusende.

Den er tæt forbundet med ydmyghed. Det er tilstande i vores kropbevidsthed som har sit udspring uafhængigt af sindets evindelige knevren for og imod.

Hvor vores ego-bevidsthed er opmærksom på at modtage, opnår, score i fremtiden, og bryster sig af opnået trofæet i fortiden, er denne “spirituelle” bevidsthed, optaget af det som er, dét som er givet, livet, måltidet, kærligheden, naturen og resultatet af denne opmærksomhed i nuet er taknemmelighed.

Spændet mellem taknemmeligheden og sindets fængslende tankemønstre, er ofte undertrykte følelsesmæssige smertelige oplevelser, som pakkes ned og væk.
Det er i dette undertrykte “snart-fortrængte snart glemt” at sorgen samles som et indre overtryk.
Altså et undertrykt følelsesliv, som isoleres i kroppen, som vi kender som knuden i maven, klumpen i halsen, en spænding i kroppen, i nakken oa. Ofte mærker vi kun de fysiske symptomer, men ikke selve smerten, eller sorgen.

Dette undertrykte følelsesliv, presser på angst-laget, på samme måde som det ufødte barn presser på moderens blæren. Angsten ligger som en membran omkring vores emotioner, som betyder stærke følelsesmæssige oplevelser, hvor vi får reagere med chok. Dette chok, denne frys, er splittelsen og nedbrud mellem vores “føle-jeg” og vores primitive “overlevelses jeg”, som forsætter i livet, uden helt at få samlet sig igen.

Det vil sige, at oplevelsen i chokket lukkes ned og døren er angsten. Med tiden gør vi mange kromspring, for ikke at mærke angsten, hvilket kun gør det værre, og frygten for at give slip bliver større.
Både sorgen og angsten vokser nedenunder det adfærd, vi sætter over, netop for ikke at mærke uroen og denne rest-løse tilstand. Denne rest-løse, ikke-hvilende tilstand, er netop, for det er umuligt at hvile, får så banker alle de undertrykte sider og tilstande på døren, så skjulte dæmoner, og vores frygt for at mærke efter bliver kun større.

Det er kun vores føle-jeg der kan hvile og væren tilstede i nuet. Det betyder at dette primitive-jeg kun kan eksistere gennem adfærd og bevægelse.

Dette adfærdsbetingede liv kan vi holde til 10-15 år, så er vi så mumificerede og kraftløse, at der opstår en fortvivlelse, en meningsløshed, at vi ikke længere kan eller vil (ubevidst) flygte, angsten for at miste kontrollen, bliver mindre end smerten ved ikke at være i live. Og det er her at boblen brister, at sorgen bryder ud af isolationen.
En sund reaktion på en usund måde at være i verden på, og det er i dette nedbrud, at angsten, frygten og uroen mister sit beskyttende tag i vores følelsesmæssige gidsler. Vi får åbnet op for sorgen og deri også det følelsesmæssige press, som har tvunget os på en lang og ufri præstations vandring i livet.
I dette magiske nu, findes der både sorgen, som få mere eller mindre frit løb, men i tårene, er der også befrielses tårer, for det er i næste indånding, at vi trækker vejet frit for første gang.
Det er således befrielsen tårer, som viser at vi ændre smerte til igen, at kunne føle livets taknemmelighed.