Eksistentielle Skitser.
Når længsel møder fortvivlelse, opstår der triste tanker,
Med triste tanker, ser verden håbløs ud,
I en håbløs verden, er det umuligt at få øje på sig selv.
Uden et selv i ens verdensbillede, kan det synes, at verden ikke har brug for en.
Når man ikke kan finde sin plads i verden, er det fordi det er svært at finde sig selv.
Dette at man ikke er med i ens eget verdensbillede og ikke har fat i sig selv, gør at svært at vide, hvad man har brug for.
Når man ikke ved, hvad man har brug for, opstår der en eksistentiel længsel. Som er et vakuum af sult, som ikke er bevidst. Som ganske enkelt er længsel efter at eksisterer, -at høre til, -at have en meningsfuld plads ens eget verdens-kort.
Hvis man griber fat i et objekt/et billede af, hvad man gerne vil være/bidrage med, En forestilling på ens vej søn fører mod ens plads i verden og denne opgaven ikke lader sig lykkes, opstå fortvivlelse.
Selve fortvivlelsen kan ses som et “kar” eller et”bæger” som opsamler fortvivlelses uforløste tårer, som opstår af de situationer, man ikke magtede eller hvor andre havde magten over en.
Dette er altid fortiden uløste og uvundende magtesløse situationer, som er med dets tyngde er med til at fratage en,
det ,at magte livet, som det er lige nu. Forstået på den måde, at har vi for mange nederlag i vores fortid, så bindes vores energi og livs-vilje til disse “knæk” hvor vi mistede vores gejst, vores mod og vilje. Vi forsætter, måske men uden helt at have troen på vores værd og plads i verden.
Når ens magtesløshed møder ens længsel og fortvivlelse uden, at have sit grundliggende fundament, i den verden man er i, er man ikke-eksisterende, men er i en nedadgående spiral, hvor tingene nærer hinanden negativt og nedadgående.
Man kan sige, at man er i noget der er dødt, noget ikke-nærende forstillinger, bristede illusioner, fordi man ikke har fat i sig selv, sine følelser og viljen til at gøre sig gældende.
Lidt enkelt kunne det siges at når vi ikke har fat i vores jeg, ender vi altid i fortvivlsen´s døde lag, hvor mørket sænker sig over ens grublende tankevirksomhed. Et virke alle der kender til modløshed, depression og fortvivlelse kender til. Et virke som kun er forbundet til et tankespind, som kun skaber en puppe, som den fede larve gør det, inden forvandlingen til en sommerfugl.
Denne tranformation er på mange måder et eksistentiel stadie i et menneskes liv og virke, fra at være et bevist ego, til et eksistentielt selv bevist autentisk menneske, som tager sit fulde ansvar.
Denne tranformation sker ikke uden drama, eller dramatiske beslutninger, for det er på mange måder, “den lille død” egoets død, eller lidt mere poetisk, at vågne fra sin søvngænger tilværelse. Man går i stykker, for at vågne op i at være sig selv, at være mere end sine handlinger. Et jeg er … Jeg er til og jeg har en plads i verden, jeg står i spirrende forhold til mig selv og detved står jeg også i forhold til verden. En sanselig opvågning til en verden af valg og muligheder.
Man finder sig hørerende til i verden, er en del af det som er til lige nu, et af de store udviklings skridt i livet, hvor livet deles op imellem før og efter, det at de gamle forestillinger og denne negative spiral, som uagtet forsøget, var mislykket på forhånd. Som Sisifos udødelige forsøg på at få stenen rullet op til bjerges top, men hvor stenen altid rullede tilbage til udgangpunktet.
Det at står på livets her og nu stadig, at vågne op sansende og med en bevisthed om, at kunne træffe bæredygtige valg, sker altid i mødet med et andet levende menneske, og ofte en kærligheds relation. er med til en dybere følelse af at høre til, at vide at man er savnet, og at der er nogen der længes efter én, er noget af det som sætter en stopper for længselen og gør at man begynder at tager hånd om de nyvundende og nyopdagede behov og værdier, som er næring og fylde til dét, som før var den sult der skabte fortvivlsen og længsel.
At kunne se sig selv i verden uden at skulle se sig selv som et billedet/et objekt giver en farbar vej for at opnå en plads i verden, en frihed og en masse uendelige valg, ikke til en selv, men ud fra en selv. Dette at man begynder at få øje på ens opgave, ens livs mission, ens bestemmelse til sig, bid for bid, en lette tyngde på det som magtes, fordi at synligheden og ansvaret løfter og styrker ens selvværd, dag for dag, for hver en handling, giver det en frihed, og en styrke i at magte de givende situationen. Netop da når vi kender os selv, ikke længere skal bruge energi på det vi ikke ønsker i livet. Livets muligheder giver opadgående energier og denne sanselige rus, er netop at stå på bjerges top og kunne beskue livets og verdens muligheder.
Når man står med en fornemmelse af at høre til i verden, er man ikke længere ensom, og man magter det man skal i stedet for at se på at alt det man i fortiden ikke magtede, sørger for at få det man har brug for, for at kunne eksisterer, så står man i en meget positiv spiral som kun kan boble af glæde i at være til lige nu og man er ikke længere bange for at miste sin eksistens i fremtiden.
Så vær klar på at fortvivlelse, længsel, magtesløshed, er alt sammen stadiet før gennembrud, før at du kan skelne mellem dig selv og de normer og forpligtelser, du har fået med, siden du blev døbt.
Det at vide at du vandre i søvnens og dødens dal, kun er fordi du er i gentagelsens loop som Sisifos, forsøget på at nå en illusion, en stræben efter en drøm, betinget af frygt.
Der findes en plads til os alle, den starter altid fra det koordinat som er lige her og nu, befriet af fortidens fængslende brud på tilliden, modet, forsøgende på at blive noget, for din plads findes kun i nuet,
Verden har brug for dig, verden har ikke kun brug for dig, men for dig i verden, at du står i forhold til verden,
kun her kan du gøre den nødvendige forskel, som er en del af længselen, en del af den fortvivlelse,
i ikke at have fat i sin mission, sin bestemmelse i livet.
