Den eksistentielle livspraksis er ikke noget vi kan tænke os til, det er læring gennem at forsøge og eksperimentere med livslektier.

Når vi praktiserer er vi mere i handling, krop og bevidsthed en i sindets aflukkede gentagelser. Hvilket betyder at de store spørgsmål går fra “Hvad er meningen med livet?” Til hvordan kan jeg leve meningsfuldt, her og nu?

Den handler ikke om at forstå verden, men om at stå i den, med åbne øjne, med mod, med kærlighed og med humor.

Et formålsfokuseret liv udspringer af den samme bevægelse. Det søger ikke et ideal, men en resonans.

Formålet er ikke så meget et mål, men mere som en retning, der hjælper os til at leve i pagt med det, der har værdi.

Det er et liv, hvor lidenskaben bliver kompas, hvor mening skabes i mødet, og hvor vi lærer at stå i det åbne, også når det stormer.

Den eksistentielle tænkning er forskrifter som giver former i det forløse, eller som ler til hænderne, et ekko fra et levet liv, som giver mod til at søge efter dette mulige kald. At forsøge at blive fortrolig med tilværelsen.

Ikke for at mestre den, men for at møde den, med ydmyghed og nysgerrighed.

For måske er det ikke svarene, der redder os, men evnen til fortsat at spørge med et vågent hjerte.

Her følger ti skønne pointer i eksistentiel formålspraksis, som kan give et ekko eller slå tonerne an til hvad det vil sige at leve formålsfokuseret, nærværende liv.

1. Livet er ikke et problem, men en relation.

Vi skal ikke løse livet, men leve det. Eksistensen er ikke et regnestykke, men et møde mellem os selv, den anden og det, der endnu ikke er blevet til.

Vi skal ikke finde svaret, men blive fortrolige med spørgsmålet.

Hver erfaring, hver relation, hver tabt drøm er en invitation til at forstå os selv lidt dybere.

2. Formål er ikke noget, vi finder, men noget, vi vokser ind i.

Formål er en indre resonans, et kompas, som ofte vækkes gennem krise og meningsløshed. Det føles som et hjerte, der begynder at slå, når vi fødes som vores autentiske jeg. Når vi begynder at leve i pagt med vores værdier, bliver hjerteslagene tydeligere. Når vi tør tage ansvar for vores valg og vores frihed, bliver vi vores egen lidenskab.

3. Mening skabes i mødet.

Mening opstår ikke i isolation, men i relation.

Når vi møder et andet menneske uden masker, uden formål, kun med åbenhed, mærkes livet som sandt.

Der findes ikke en universel mening med livet, men utallige meningsfulde øjeblikke i det.

Mening er at gå og leve i skaberværket, i det liv vi har skabt gennem flid, hjerte, hånd og nærvær.

4. Humor er sjælens ventil.

Den, der ikke kan finde noget at grine af, har misforstået det hele.

Alvoren kommer, når vi tror, at vi fås og lever i fast form, og derfor laver forbud og påbud.

Alvor er ofte selvhøjtidelighed i forklædning.

Latteren er eksistensens musik og den korteste vej mellem mennesker, uden at vi mister os selv.

Latteren minder os om, at vi ikke er Gud, men mennesker på midlertidigt besøg.

Humor forvandler smerte til visdom uden at miste hjertets varme.

Humor er ikke flugt, men frihed – den minder os om, at vi, selv midt i meningsløsheden, kan vælge perspektiv.

5. Lidenskab er at være levende i det, der betyder noget.

Lidenskab er intensiteten i at være i pagt med formål og mening.

Den opstår, når det indre formål møder den ydre handling, når vi tør leve uden forbehold, med varme, mod og konsekvens.

Lidenskab er at brænde for det, som giver både indadtil og udadtil, som mindsker det svære og forstørrer det meningsfulde, det sanselige og det skabende.

6. Friheden er både gave og opgave.

Vi er frie til at vælge, men aldrig fri for konsekvenser.

Den eksistentielle frihed kræver mod – mod til at eje sit liv, mod til at eje det, som skærmer og begrænser livet, og til at sige ja til det, som kalder, selv når det skræmmer, særligt når det ryster huset.

7. Sorgen viser os, hvad der har haft værdi.

Smerten er ikke fjenden, men et vidnesbyrd. Den fortæller, at vi har elsket, håbet og levet. At vi er forbundne.

Uden sorgen ingen dybde, uden dybden ingen kærlighed.

Når vi har noget at kæmpe for, har vi noget at tabe, og vi kan ikke kæmpe uden at miste.

Når vi slipper kampen, kommer sorgen og gensynet med det tabte til syne.

Sårbarhed er ikke svaghed, men røgen fra et altid levet liv på vej mod det næste.

8. Autenticitet er at stå i det åbne.

At være autentisk er at stå i det, som er befriet for forestillinger, formaninger, frygt og forsvar.

Det er at være sig selv nær og at være tro mod denne væren sig selv – uden grund, uden skyld, uden garanti – men stående for det gode, det sande og det skønne.

Autenticitet er en daglig praksis i nærvær.

9. Bevidsthed er kærlighedens udsyn.

Jo mere bevidste vi bliver, desto mere ser vi det fælles.

Bevidsthed er ikke at hæve sig over livet, men at hæve blikket over adfærd, beskyttelse, frygt og uvidenhed.

Det er evnen til at skelne mellem mennesket i frihed og mennesket i fangenskab og kamp.

At se med milde øjne på det smertelige er medfølelse i praksis.

10. Livet vil elskes, for enhver pris.

Livet og alt det skønne ligger uden for forståelsens, fornuftens og frygtens kontrol.

Vi kan leve livet som fyldt med mirakler og mysterier, og vi kan leve, som om det ikke kan fanges. Begge dele er sande.

Det ene er at leve for sandheden, det andet med sandheden.

Det ene med fornuft, det andet uden.

Ønsker vi at elskes, må vi leve for det – og vove at sætte det smertelige og kontrollen fri.

For det største mysterium kan ikke tænkes, kun leves.

Livet vil mærkes gennem hænderne, hjertet og blikket, i berøring, i taknemmelighed og i den stille viden om, at vi er her for en stund – og at det er nok.