Vi kan lære meget af naturen.
At arbejde sammen som et team, kan vi lære af gæs.
De flyver i “V” formation, det gør de for at opnå mindst muligt vindmodstand.
Videnskaben har dokumenteret at de opnår 71% længere rækkevidde end hvis hver fugl fløj alene.
Her kan vi lære at ved at have samme mål og en fælles retning, foruden fællesskabsfølelse, kommer vi hurtigere i mål fordi vi drives af hinandens drivkraft.
Når en gås falder ud af formationen, vil den hurtigt mærke byrden
i selv at skulle flyve og søger hurtigt tilbage i formationen for at få fordel
ved den foregående vindbreaker og løfteevnen som det giver.
Hvis vi forstod dette som mennesker, ville vi oftere søge mennesker der
søgte samme mål, for at have nogen at følges med.
Når den gås der flyver forrest i spidsen, bliver træt, trækker den
sig bagud i en af fløjene, så den næste gås kommer i front.
Det kræver stor energi at lede og gå i forreste række, både som menneske og
som gås, så det at skiftes til at udføre de meste belastende poster, er både
sundt på korte og de lange distancer.
Gæs skræpper op bagfra for at opmuntre dem oppe foran, og for at
de holder farten.
Hvis vi var bedre til at opmuntre dem som var foran og dem vi arbejde
sammen med, så ville produktiviteten og kvaliteten være en del bedre.
Når en gås falder ud af formationen af udmattelse, sygdom eller
bliver skudt, så er der to andre gæs, der følger med gåsen ned, for at beskytte og hjælpe den. De bliver hos den faldne gås, til den kommer til kræfterne, eller den dør; og først da begiver de sig atter af sted, enten på egen hånd, eller sammen med en anden gåseformation, for at indhente deres egen gåseflok.
Her kunne vi lære en hel del om medfølelse og hvordan vi behandler dem som
falder fra arbejdsstyrkerne, enten gennem sygdom, alderdom, skader og handicap.
