Vi er så optaget af, at vi skal leve et liv, der er strømlinet, i den gode slipstrøm. Men det koster liv og anstrengelse, og resultatet er ofte en indre tomhed. Noget i os steg af på tidligere stadier af vores stræbende ihærdighed.
Det betyder, at vi måske rejser på første klasse, men uden at have krop og sjæl med. Det bliver til en vildfarelse, som ikke er et tab, men med os selv som blind passager.
Det er her, livet ikke strækker sig til næste stadie eller livsfase. Der, hvor det gamle liv ikke længere kan bære os, og det nye endnu ikke har fået form.
Her mister vi retning og sikkerhed, og de gamle løsninger virker ikke rigtigt. Energien trækker sig, sammen med modet og gejsten, og tomheden, den absurde meningsløshed, bliver de sidste passager i dette tog mod endestationen.
At fare vild er ofte livets måde at rive os ud af det lånte liv på.
Ud af rollerne, ud af tilpasningen, ud af forestillingen om, hvem vi burde være.
Vi tror ofte, at hjem er et sted, hvor alt falder på plads.
Men hjem er også det sted i os, hvor vi ikke længere behøver at flygte fra det, vi mærker.
Hvor vi tør stå ved vores længsel, vores sorg, vores sandhed og vores kærlighed.
Hvor vi ikke længere lever for at passe ind, men for at være sande, ja, være os selv uden hensynet, tempoet og de kulturelle forpligtelser.
Nogle mennesker farer vild i kærligheden eller i søgningen efter den, andre i arbejde, i sundhed og træning, til det hele bliver for meget og for surt.
Pludselig finder vi os selv i et tog, som blot rummer løse, navneløse stationer, hovedløse mennesker, og midt i forvirringen kan det føles, som om noget er gået i stykker.
Men nogle gange er det netop dér, noget mere sandt begynder, den smertelige begyndelse, som stiger ud af asken af det gamle.
Ingen finder hjem ved blot at gå tilbage. Man finder hjem ved at gå igennem, igennem mørket, gennem tvivlen, igennem den del af livet, hvor man ikke kan se hele vejen, men må tage skridtet alligevel, som var det afgrunden.
Måske er det derfor, nogle af de mest levende mennesker også er dem, der har været længst nede i sølet, væk fra sig selv. De ved, at intet er givet, intet sikret på forhånd, og intet holder evigt.
