Vi fortæller os selv og andre historier om; “hvem vi er, hvad vi laver, hvad vores bedrifter er”.
Det er sådan vi er bygget op, det er sådan vores identitet er skabt. Det er på sin side en fin måde, at kunne skelne og kende forskel, på hvem der er hvem. Det er også sådan vores logiske analytiske sind strukturer verden og indeksere mennesker. Det er smedens datter, og jeg er bager og du er socialdemokrat.
Det virker og det er måske svært at komme udenom, men når vi bliver for optaget af, at skulle være noget helt særligt, lægger vi for meget vægt i historiefortællingen og mindre vægt på den faktiske erfaring og den vi er. Vi fortaber os i historierne og miste vores selvværd, eller sætter ikke pris på det, da vi ikke syntes, at det vi er ikke er noget særligt.
Vi kommer til at leve i selve fortællingen, og ikke i den skrivning af vores historie, som er eneste virkelige her og nu. Lidt simpelt sagt så er det vores Ego der har brug for at være noget og for at eksistere. Ego hviler på frygt og frygten for at opløses og forsvinde, skaber en drift i at skulle være noget og ofte være noget mere og helt særligt. Det bliver nu til en ond spiral og denne selvskabte historie, som ofte også kan komme lidt på kanten, af hvad som er sandt. Det bliver svært at holde historierne oppe og angsten for at blive afsløret, eller angsten for utilstrækkelighed, lure hele tiden, under overfladen.
Dog hvis sandheden skal frem og det skal handle om, at være fri og autentisk, så er det i virkeligheden, selvværdet som skal komme frem og ikke egoets selvvalgte historier. Det betyder at vi skal kunne give slip på de historier vi fortæller os selv og andre.
Lad os få det på plads, historierne er super vigtige, de er livsgivende og det er historierne som både sælger og binder os sammen, men det er tvangshistorierne som kommer fra Egoet, som ikke er noget værd. Ligesom det er offerhistorierne, løgnhistorierne ikke bringer os sammen.
Så en måde at slippe angsten og egoets evindelige pralen, uskyld eller omsorgs kaldende historier, er at stoppe helt med, at fortælle historier. For en tid, vælges at ikke fortælle noget følelsesmæssig, fra fortiden af. Et valg som måske giver lidt uro for det tomme rum og abstinenser, men efter noget tid, kommer der en ro, et leje af en hvilen i det som er, her og nu.
Det er nemlig i stilhed vi begynder at opdage os selv, vores virkelige jeg, som altid vil være taknemmelig for at være med, hvor egoet altid har behovet for at spille alle hovedrollerne.
Det store paradoks er; At jo mere vi prøver at være noget specielt, jo mere havner vi i bundter med andre, men når vi giver slip på behovet, for at være noget eller nogen, at vi bliver enestående.
