“Man kan dø to gange, anden gang er blot en formalitet”.
Dette er mit hjertebarn i citater, for det er hér, jeg har min største frygt, nemlig at være en levende død, som i at være passiv og mumificeret i hverdag, vaner og forudsigelighed.
Så hellere dø i synden, i forsøget i at leve livet fuldt ud.
Det er det jeg lever for, at være levende og hjælpe mennesker til, at skabe deres eget liv, at tage ansvar i livet og at skabe nyt liv.
Jeg er godt til det, dét at være levende, ellers ville jeg jo næppe kunne skubbe til andre til, at skabe forandring og nyt liv.
Vores liv, er på mange måder som en slange, dog hvor slangen skifter ham, tror vi fejlagtigt, at vi er det gamle skin på slangen. Vi er rædselslagen ved tanken om, at skulle give slip på vores forældede skin, som er vores fortid og vores historie som danner vores personlighed.
“Det man ikke dør af, bliver man stærk af”og “Det er gennem modstand vi vokser”.
Det kan vi jo godt blive enige om, ligesom vi kan blive enige om at døden skal have en årsag og dø skal vi alle.
Vi kan sige det på mange måder, men i virkeligheden, så lever de fleste ikke efter, at døden går med. Når jeg siger at døden går med, så er det en stærk sandhed, som vi ofte fortrænger. Vi begynder ofte først, at mærke livet, når vi har smagt døden, eller dødsfrygten. Hvordan skulle vi også det, vi kan jo ikke vide hvad det vi sige, at miste før vi har prøvet at miste. og først når vi har mistet, kender vi betydningen af og værdien af det vi mistede.
Bedst ser vi hos dem som har være tæt på at dø, ikke at det giver sig selv, men nogen vågner helt op og er klar til at slippe deres “gamle skind”, slippe fortidens illusioner og materielle værdier og syn på at spare op til en formodet alderdom. De springer ud af skabet, så at sige. Det “snævre rum” de har levet i, dels af ubevist frygt, dels fordi de troede de levede.
De som har mødt døden og forstået helt inde i marven, at vi lever og vi dør, vil tage det fulde ansvar for at leve, om de så skulle dø af det.
Det sker fordi modet står dybere, end frygten for at dø, modet er dét som paradoksalt værner om og er tættest på vores inderste.
Geronimo som var en stærk kriger og indianerhøvding, er kendt for sine ord, inden de red ud i kamp; “I dag er en god dag at dø på”. Det var stærk medvirkende til, at de var stærke og klarede sig godt, selv om de var i undertal. I hans ord lå det, at de levede fuld ud og derved havde de intet at miste, og et hvert skridt væk fra deres kvinder og børn, var på sin vis væk fra livet. De havde opnået alt og de var klar til, at dø for dette liv. Dette gav et mod og en styrke.
For at sige det lidt kryptisk og måske meget simpelt, liv koster liv.
“Jeg betaler hver dag en dags liv for at leve denne dag ud”. Har jeg levet dagen fuldt ud, er jeg mæt af dagen, har jeg ikke, er jeg bange for at dø, uden at få levet eller udlevet dagen.
