Vi har for længe siden slettet døden i vores daglig dag, døden er uvirkelig og langt fra på mode, og måske netop af den grund, ænser vi ikke døden. Døden er som et gammelt familiemedlem, vi ikke har kontakt med, eller som døde i en anden tid.
Døden er simpelthen taget ud af livet, og det er synd, for døden er den du kan stole på, af alle, det er en tro følgesvend, som vil, uagtet hvad du har lavet af utilgivelige ting, være den, som står der til sidst, ved din side.
Vi ser os selv som udødelige, vi tager for os af livets uendelige buffet og ænser ikke, at jo flere valg vi kan og skal træffe, jo mere sårbare bliver vi i skyggen af vores bevidsthed. En lurende frygt, på om vi får valgt det rigtige, til vores helst perfekte liv, den perfekte partner, den perfekte bil, det perfekte job og vi ved det ikke. Og vi kan ikke prøve mere end en ting af gangen, og livet ringer ikke med en lille klokke, hver gang vi har foretaget det rigtige valg. Så jo flere valg vi træffer, desto mere usikkerhed opstår der på om vi har valg rigtigt.
I disse dilemmaer og valg, er døden ikke kun dén som står ved din side, din sidste tid og dit sidste åndedrag, den kan også hjælpe dig som den klippe du ikke selv magter at være, med hænderne fulde af bekymringer og valg.
Døden er også den rådgiver, som ikke vakler eller har ønsker på dine vegne, døden vægter alle livets valg på på både livets- og dødens købmands vægt og lige her falder livets valgt, nemt ud i forhold til døden. Som i “hvis det skulle være ved denne dags afslutning døden skulle hente mig, ville jeg så gøre dette og hint?” svaret er ganske enkelt i forhold til døden.
Faktisk møder vi døden hver dag, de færreste ænser det, men hver dag tager vi afsked, med noget uigenkaldeligt, lige fra små ubetydelige ting, til at vi siger farvel til vores gamle job, fordi vi tror vi har fundet lykkejobbet. Det kan være den sidst gang, vi køre af en bestemt rute, det kan være vi flytter fra vores gamle hjem, lykkelige over at skulle flytte sammen med vores kæreste.
Vi ænser det ikke, vi ænser ikke at hver dag levet, er det en dag som syner bort, og kommer aldrig tilbage.
Det som dør, giver plads til noget nyt og den som er bange for døden, kommer ufravigeligt til at holde fast i alting, også længe efter døden har indtruffet. Det gælder både menneskelige relationer og ting som ikke længe virker eller tjener os.
For den som frygter døden, frygter også livet, da livet er levende og let smutter fra os, hvis vi ikke er hurtige eller vågne nok.
For den som frygter døden, frygter også livet, da livet er levende og let smutter fra os, hvis vi ikke er hurtige eller vågne nok.
Så lev og lad leve, lad dø dét som intet tjener, døden har sin plads på lige fod med døden og
den som hilser ærbødig på døden, vil møde livet i sin fulde tilstedeværelse.
Favner vi denne vekselvirkning mellem liv og døden, er vi tæt forbundet til naturens cyklus og kan se at døden skal til for at liv kan starte, fødslen, skabelsen af noget nyt, som fint slå sine første spæde rødder.
Livet og døden en dans mellem våge og brølende flammer, som ind og udånding, som goddag og farvel, og uden et farvel er der ikke plads til nye goddag´er, og genudsendelsen af et liv fra igår kan begynde at lukke om sig selv.
Kun døden kan briste fortidens boble og lukket nyt liv ind, et åndedrag, som et liv i en lukket livmoder, kun venten på at denne fase i livet, skal død.
Så kære død væk mig tit gennem farvel og livets tag, men lad mig leve og modnes i taknemmelighed og uforudsigelighed og når den dag må komme, hvor jeg mæt og træt af livets dage, ånde fredeligt ud, da tag mig med, så nyt liv kan få den plads jeg så fint fik besad på første parket.
