Din smerte er ikke din, men min smertelige arv.
Vi er ikke kun vores egen lykke, og vi er ikke altid i stand til at træffe valg til vores eget bedste. For at kunne træffe de sunde valg for os selv, må vi være i kontakt med vores selv, vores inderste bedste. Når vi ikke er i kontakt med vores jeg, vores inderste behov, kunne vi tale om, at noget forstyrrer mig i at være i kontakt. Denne forstyrrelse er naturligvis betinget af manglende kontakt på det følelsesmæssige plan, omsorg, nærhed og kærlig støtte. Og naturligvis traumerne, chokkene, forladtheden, som jo giver et “traumebælte om livet”, der hindrer denne kontakt til vores sårbare og autentiske jeg.
Men vi har også de transgenerative traumer, også kendt som intergenerationelle eller flergenerationelle traumer, der refererer til psykologiske og følelsesmæssige sår, der overføres fra en generation til den næste. Disse traumer opstår ofte, når en generation oplever ekstreme stressfaktorer eller traumer, såsom krig, vold, tab eller undertrykkelse, som ikke bliver fuldt ud bearbejdet og helbredt.
Forskning har vist, at disse oplevelser kan påvirke efterfølgende generationers mentale helbred og adfærd, selvom de ikke direkte har oplevet den oprindelige traumatiske begivenhed. Dette kan ske gennem forskellige mekanismer:
1. Epigenetik: Traumatiske oplevelser kan påvirke, hvordan gener udtrykkes uden at ændre selve DNA-sekvensen, hvilket kan føre til ændringer i stressresponser, der videreføres til næste generation.
2. Familiedynamik og adfærdsmønstre: Traumer kan påvirke forældres evne til at regulere deres egne følelser, hvilket kan føre til dysfunktionelle familiedynamikker, som påvirker børns følelsesmæssige udvikling.
3. Kulturelle narrativer og kollektiv hukommelse: Fortællinger og erindringer om traumer kan blive en del af en families eller et samfunds identitet, hvilket kan præge den måde, efterfølgende generationer forstår sig selv og deres plads i verden.
At forstå dette transgenerative traume-perspektiv indebærer, at vi måske bedre kan tilgive vores forældre, og måske endnu bedre; stille spørgsmål ved, om vores konflikter egentlig er de rette, eller blot det vi kan fange i det, som trigger os.
Det er naturligvis psykoterapi, som kan være den proces, der guider mennesket igennem traumebæltet og ud i det åbne indre landskab.
