Det værste er ikke, at skulle dø.
Det værste er, ikke at leve livet fuldt ud,
men tage livet for givet, som man levede evigt.
Det som kun er værre, er at være død levende.
At være et sukkende spøgelse, som bare sukker over livet.
Det at livet at passere revy, som et langsomt tog, der køre forbi en.
Eller beskue verden, uden at være en del af den, må være som at være i landsflygtighed.
Forfærdeligt lyder det, når nationen af brokker, hylende peger fingre, af alle hver som en.
Surt må det være, at slæbe på dødvægt af livets ådsler, som misundelse, jalousi, selvmedlidenhed.
Rastløs bliver man på bunden af jantelovens overlægger.
Uro fra unge hænder, som banker i dit bryst, liv der ikke leves, bor i din ukendte krop.
Lad døden være din rådgiver, lad døden gøre dig bevist, om at du en dag skal gå bort.
Aldrig ved du hvornår, måske i morgen, måske om et år er du borte.
Hvad vil du nå i livet? hvad vil du opnå i år? hvad vil du nå at se i livet?
Hvad vil du tage ansvar for i dag og i morgen?
Lad dødens mørke skygger blive dig bevidst,
så du kan træde ud i lyset, livet, legen og lidenskaben.
