Det umodne menneske

Vi lever i et samfund, hvor vi slår os på hinanden, og de gode dyder og menneskelige kvaliteter, som medmenneskelighed, tålmodighed, respekt, venlighed og hjælpsomhed er trådt i baggrunden.

–

Det ses tydeligt i den digitale verden, hvor taler vi så grimt til hinanden, at mange kalder retorikken hadsk, hadefuld, krænkende og grænseoverskridende.
Det er umenneskeligt og blottet for empati og udenfor forståelse for, hvordan det måtte føleles for modtageren.
Det er følelsesmæssigt omkostningsfuldt, fordi det gør ondt, at blive udsat for det hårde sprog, det lammer og det skaber en yderligere social distance imellem os. Hvilket gør at det gør vores samfund langt mere sårbar og hvis ikke vi kan stå sammen med nogle sociale værdier, så mister vi friheden og trivsel og samfundet kollapser, eller bliver styret stramt og fascistisk.

Den største af alle uhyggeligheder, er at blive social udstødt, det at blive hånet offentligt, og det skal ikke ske mange gange, før vi undgår at stille op, hvor det er muligt at blive svinet til. Det glæder uanset om det er på arbejdspladsen, i ens sociale cirkler, fysisk sociale relationer, eller digitalt på det sociale medier.

–

Social usikkerhed

Vores folkesygdom nummer 1. hedder stress, og i dag har vi et skærpet fokus på PTSD, som er stærke oplevelser fra fortiden, som hjemsøger os i nuet. På sigt kommer vi alle til at lide af PTSD, fordi at vi overrumples, af disse grove sproglige overgreb, som kommer ud af det blå, og derfor psykisk belastende.
Min tese er, at en god portion af denne stress, bundet i, at vores grundkontakt er mere og mere funderet i en social utryghed.
Hvilket giver en konstant utryg belastning, når vi ikke har en følelsesmæssige tryghed, det at vi ikke opnår, en dybere nærværende kontakt. Som opstår når vi tale ordenligt og behandlede hinanden med respekt og næstekærlighed, og medfølelse.
Det bliver til en lettere udgave af en krigszone, hvor man er konstant psykisk belastet og ikke ved hvornår, man bliver stødt og skudt med nedladende og krænkende bemærkninger.

–

Hvad som er mere vigtigt er, at hvis vi lever og arbejder, i et samfund hvor stærke impulsive handlinger og et sprog som er gennemsyret aggressiv retorik, så bliver vores nervesystem så belastet på et tidspunkt og eneste sted vi kan være i sikkerhed, er i vores selvvalgt isolation, væk fra dette aggressive minefelt, hvor man ikke ved, hvornår man man træder forkert og bliver ramt.

–

Mange vil hævde, at vi også er blevet meget mere nærtagende, sårbare og bliver let sårede, men jeg tror det handler om langtidsbelastning,
at vi har været alene og derved udsatte alt for længe. Vi er alene i fjendelandet og vi har miste vores allierede.

–

Hele dette; “Sig-selv-nærmest” og dette impulsive, aggressive adfærd, den manglende empati, manglende pli, ja manglende etik og dannelse kan beskrives som umodenhed. Som igen kan betegnes som, manglende selvregulering og egocentrisk træk.

Vi kunne også kalde det for barnlige træk, hvor barnet er umiddelbar og reagere voldsomt på ikke at få sin vilje, For det er det, Det Umodne Menneske, er et menneske som ikke kan selvregulere sig selv, altså det at stikke fingeren i jorden og dæmpe sine impulser.

Når vi finder roden til det umodne menneske, så er det når et barn ikke har lært at dæmpe sine sine instinkter. Det er her vi taler om barnets impulsive handlinger, uden risikovurdering, eller konsekvensberegning, som først kommer når barnet er ved at dannes, med indsigt og forståelse. Barnet er umodent, for hvis pandelapper i hjernen ikke er udviklet gennem en rolig og modent voksent, som lærer barnet selvregulering. Som er er penduleringen mellem fare og ro, uro og ro, det at blive bange og så finde ro. Indtil barnet får lært denne selvregulering så er barnet er lyststyret og gør alt, for at undgå ubehagelige og kedelige situationer. I svære situationer vil de udvise aggressivt adfærd for at opnår deres behov, de vil kræve og manipulerer og trykke på alle tangenterne, til de finder dém som giver dem udbytte.

–

Så det umodne menneske er et barn, som ikke opnåede den nødvendige ro som barn, hvor det var muligt, at gå på opdagelse i det indre univers, med følelser, indsigter, et bredere perspektiv, det at kunne se sig selv i et større sammenhæng og sammenspil.
Vigtigt er det at forstå at denne ro som kommer fra modne forældre som er rolige uagtet barnets frustrationer, er det som danner broen mellem barnets primitive instinkter til udvikling af pandelapperne. Som er dét der gør at barnet forstå, at det ikke dør og går til grunde,
hvis det ikke får sin vilje. Dette sker jo ikke uden kamp fra barnet, som jo på barnets niveau, er smerteligt og barnet tror jo at det går til grunde indtil roen kommer igen og igen.

–

Uden denne rolige forældre kontakt, kan barnet ikke opnår denne selvregulering, og vil derfor vokse op med en smertelig uro, som med kønsmodningen, bliver til stærke forsvarsreaktioner, som kæmp, flygt eller frys. Dette smitter jo, da angst er som strøm i vand, vi bliver alle urolige, bekymrede og udsatte i et angstfyldt farvande.

–

En måde at generobre en mere tryg tilværelse, er netop indsigten i dette umodne landskab, og forstå at intet er personligt, når vi bliver beskudt af ubehøvlet og krænkende kommentarer fra et umodent menneske, så er det blot et frygtsomt barn, som ikke kan finde hjem.

–

Vi skal bare kunne kende det umodne menneske, så her er nogle klare kendetegn:

–

1. Det Umodne menneske mangler empati

Det umodne menneske er optaget af sig selv og sine lyster, da det at kunne sætte sig i andres sted, er ikke udviklet.
Det er her vi kan tale om “egoet og objekterne”, alle andre end Det umodne menneske, er objekter som er sat i verden, for at bidrage til Det umodne menneskes lyster. Eller mennesker som kan bruges til at tage hånd om dét, det umodne menneske ikke selv orket og syntes kedeligt.
Denne egocentrering gør også, at dét som ikke tjener det umodne menneske, er uinteressante, dumme, fjender, farlige, fremmede eller ulækre og klamme.
Det er her det bliver tydelig på de sociale medier, når de sviner andre til og bliver møg personlige, nedsættende, krænkende og påpeger udseende, og det som måtte være anderledes.
–

2. Sproget er ofte umodent

Det umodne menneske er ofte helt urimelig i denne “Enten eller”, “ven eller fjende” opfattelse. Det et naturligvis betinget af instinkterne,
som høre hjemme i vores urhjerne, hvor dét et liv eller død, der hele tiden spiller ind, en grundlæggende dødsangst.
Vi kender det fra barnet som ikke får sin vilje, “jeg hader dig mor”, det er naturligvis det stadie hvor barnet skal reguleres af en rolig mor,
som med ro i sig selv, får dæmpet barnet med kærlighed. Således lærer barnet selvregulering, det at dæmpe frygten og lærer med tiden,
at det ikke er verdens undergang, det ikke at få sin vilje. Men det umodne menneske, er ikke kommet til dette stadie, eller er blevet forstyrret netop i denne fase. Så derfor bliver sproget meget sort og hvidt, hadsk og primitivt.

–

3. Mangel på selvrefleksion

Det umodne menneske har kun sig selv og sine barnlige konklusioner at læne sig op af. Jeg fristes til at sige, at stemmerne i pandelapperne, er ikke flyttet ind. For det er netop denne selv dialog som ikke er vækket. Det umodne menneske er blind for sig selv og sine handlinger.
Det er kun i et vores begyndende dannede jeg, at vi kan begynde at tage konsekvenserne til os, at vi kan trække på den erfaring, som er gået forud. Det er når vi begynder at danne vores , at modningen sker gennem forståelse og refleksion.
En af ubehageligheder ved selvrefleksion, for det umodne menneske er de ubehagelige følelser, som angst, skam og skyld, og da de ikke er modnet gennem en dybere kontakt og ro, ja så kommer de ikke i kontakt med de dybereliggende følelser, behov og drømme. Derfor er der en blokering på modningen, fordi smerten og det ubehagelige er blevet en uhyggelig voldgrav omkring det umodne menneske, som undgås for hver en pris.

–

4. Overdrevet lyst og nydelse

Da alt for Det umodne menneske handler om tilfredsstillelse, så bliver alt, hvad som kan skabe lyst og nydelse, dét som bliver til jagten på næste sanselige fix. Det er naturligvis også i, at så længe det umodne menneske nyder, så længe er er fred i sindet det betyder, ingen farer.
Da det er den primitive urhjerne hjerne som er øverste myndighed, så er fred og nydelse lig med overlevelse.
For lige under “projektet selvoptaget & selvforsynende i lyst og nydelse” , lurer frygten, som er en skjult underliggende overlevelseskraft. Det er derfor at alting bliver så urimelig voldsomt, når det umodne menneske føler sig truet, af når noget ikke giver nydelse og velbehag.
Derfor vil det umodne menneske ofte have tendenser til, overdrevet forbrug af stimulanser, mad, søde sager, alkohol, stoffer, sex, overdrevet arbejde eller sport, alt hvad som kan få kroppens lysthormoner til at danse, eller det som kan dæmpe de kroniske skjulte negative smertelige oplevelser, angsten og smerterne ved, ikke at få det man tror man har brug for, og smerten ved at være i afskåret fra sit sande virke.

–

5. Impulsivitet eller reaktiv adfærd

Impulsivitet er et af de stærkeste fix, fordi det vækker både intens liv og død og derved bliver det til ekstase, og et fix mod dét ikke at mærke noget som helst. Altså et værn mod tomheden, kedsomheden, uroen og knuge i maven.
Det bliver et sus, en rus, af kroppens endorfiner, og derfor skal det være nyt og mere farligt end tidligere.
Akkurat som stoffer, der skal mere og mere til, for at få suset. Kriminalitet og sindssyge halsbrækkende vovestykker, er også noget der virkelig kan tænde op for ekstasen og suset. Det er også derfor, at fixet bliver uden erkendelse og selvindsigt, og ej hellere tanker for, om de kommer til skade, eller skader skade andre, eller deres relationerne bliver kede af det, bange eller skrider fra dem, pga. deres destruktive handlinger. Det samme gør sig gældende, der hvor ansvaret skulle holde kursen for forpligtelse, det er så her jobbet kan ryge, og kreditkortet inddrages.
Det er her overforbrug i købemani, kan nå urimelige højder.
Der er også her, at de kan reagere voldsomt på situationer, som minder dem om situationer i fortiden og derfor bliver de enormt reaktive,
de reagere som blev de kastet tilbage i en gammel oplevelse. Det her her nuet forsvinder og de gamle oplevelse overtager scenen.
–

6. Det er de andres skyld

Når det hele handler om at få maksimalt udbytte af nydelse og for enhver pris at undgå fare og usikre og farlige situationer, så vil det umodne menneske beskytte sig med et skjold, mod at være forkert, lave fejl. Og da selverkendelse ikke er eksisterende, så er det nemt, at forsvare sit falske selvbilledet, og netop fordi, da alt andet end dette selvoptaget selvbilledet, er ukendt, er det også en dødsens farlig affære, for det umodne menneske. Og med den primitive hjerne som direktør, så er angreb det bedste forsvar. Så det er ofte, med bebrejdelser mod andre, og hvis ikke det virker, så kaste skylden mod andre, deri bliver det umodne menneske offer for konspiration og fjender, og derved slipper Det umodne menneske fra frygten for at skulle dø af skyld og henrettelse.
Så det med at tage ansvaret for ikke at være perfekt, er ikke mulighed for det umodne menneske, fordi det at tage ansvaret for det som ikke er i orden, krævet modenhed, og et jeg der kan fejle. Så skulle modenhed komme på banen med ansvar, så ville det blive et karaktermord på Det umodne menneske, da Det umodne menneske forsvinder, med modenheden og ansvaret.
Det ville svare til jægeren som dræber ulven i Rødhætte og ulven.

–

7. Den falske frihed

Da det umodne menneske ikke står i forhold til andet end hvad som giver mest lyst og nydelse, derfor og derved kan Det umodne menneske have svært ved at tage en beslutning på at lave aftaler, for tænkt hvis der kom en bedre aftale i stand. Og hvis aftaler lugter af forpligtelse og det at skulle hjælpe til, det at yde, ja så ved vi, at nydelse ikke er foreneligt med at yde.
Så frihed står højest på listen, men det er illusorisk og forestillingen om frihed, for det er en uspecifik frihed, for den forsvinder i det øjeblik der træffes valg om at gøre noget. Og Det umodne menneske afhængig af sine lyser og deri meget ufri, og dermed fanget af sin afhængighed og isoleret i sit eget ensomme tryghedsfængsel.

–

8 Isolationen

Umodne mennesker er isoleret i sin egen verden, en eventyrlig en af slagsen, hvor virkelighed, løgn og fantasi er flettet ind i hinanden og ofte uden grænser. Det umodne menneske er fanget i dette fængsel, som for det umodne menneske ikke er et fængsel, men et slot med masser af tjenestefolk, som yder og bidraget til denne forestilling. Det er nemt, at kalde Det umodne menneske for egoistisk som kun kan elske sig selv, og det er også en retfærdig titel, men der er ikke et gram selvkærlighed i dette skuespil. Det er en forestilling som er bygget i overlevelsens navn, for dét svigtet barn, som ikke fik lært at skelne mellem godt og ondt, og det at finde roen i sig selv, trods en temmelig kaotisk verden.
Dette isolationsfængsel, forklædt som slot, er Det umodne menneskes måde, at overleve på. Og det er i så skrøbelig forfatning, at hvis man kunne fortælle Det umodne menneske, uden omsvøb, at det hele var løgn og pure opspind, så ville dette eventyr og Det umodne menneske går i opløsningen, opløses og glide i voldgraven. Denne voldgrav af benægtelse, selvusikkerhed, frygt, manglende selvværd, og manglende tillid til verden, selvhad, ja listen er lang af lidelser og svigt, som er blevet splittet væk, for at overleve gennem løgn og beundring.

–

9. løgn og beundring

Det umodne menneskes fyrstelige slots (personlighed) mure, er bygget af løgn og afhængighed.
Afhængighed af beundring fra andre som kan se dette eventyrlige slot/menneske, for hvis ikke, der er ydre kontakt og beundring, ja så synker dette slot i dødens voldgrav.
Det er naturligvis fordi Det umodne menneske ikke er blevet set og stimuleret på en måde, at det indre liv er vokset frem. Derfor er der konstant en afhængighed af fix og beundring, fordi det betyder Det umodne menneske føler sig i live, men i virkeligheden er det mere, én fri af- alt det som ligger i dødens voldgrav. Ja frygten, angsten, alle de negative følelser, som truer med at vælte murene ned, at illusionen dør og når sit endelige, dét sammen med Det umodne menneskes falske jeg.

–

Det umodne menneske er en beskyttende tilstand, mere end noget andet, Et fyrtårn på en badering, i et farefuldt farvande.

Bevidsthed, Filosofi, Helhed, Konflikter, Psykoterapi, Samfund, Udvikling