Mit terapeutiske værksted.
Jeg er gestaltterapeut og jeg beskæftiger mig med virkeligheden her og nu, befriet for konstruktioner, vurderinger på rigtigt eller forkert, og helt uden tillæg.
Jeg møder mennesket uden filtre og fordomme, jeg vægter sorg ligeværdigt med glæde og grin.
Jeg sætter gerne vreden i førersædet, da vredens sprog er det reneste, og budskaberne er ikke til at tage fejl af.
Følelserne har deres eget sprog, og alle følelser er vejvisere og det er via dem, vi kan tegne et kort, over det liv som banker på, og ønsker at udfolde sig.
Fordi vi mødes i virkeligheden, er det muligt at gribe drømmende, som både giver fremdrift og et håb for et liv med lidenskab, nærvær og samvær.
Virkeligheden er forandringernes akse og fremtiden vugge,
så når vi står befriet af fortidens forviklinger, og
vanernes mønsterkort, så står vi med en blank kort,
hvor det er nemmere at tegne fremtiden ind, end at lade det stå blankt. Vi kan nemlig ikke står i det figur/form løse.
Gestaltterapien er udover at være virkelighedsnær,
så er den understøttet, af nogle “love” om hvordan vi antager helheder, “Gestalter”, altså hvordan vi vi ser og danner mønstre og billeder ud fra nogle forudgående antagelser.
Når vi kender disse forud antagelser, disse love, så bliver det nemmere at skille virkeligheden fra antagelserne,
som har særlig betydning, når klienten har taget antagelser på sig som værende virkelighed.
Eks. Når jeg aldrig har fået at vide, at jeg er elsket,
så danner det en figur af mig- uden elskelighed.
Gestaltterapiens fundament er eksistentialismen,
her er der også nogle stærke eksistenser, som kan støtte klientens “menneskeret” til livet.
Det sker når i nuet, når gestaltterapeuten stiller sig i et ligeværdigt forhold med klienten.
Dette menneske-værende møde, får værdi alle gennem det at blive set, hørt og følt, fri om end, for et øjeblik af adfærd, historie, titler og kultur.
Det er i det værende i nuet, vi dannes som et værdigt menneske. Magien bor i os, når vi giver slip på antagelserne, når vi giver slip på det bærende, det påtaget og fordømmende.
Dette er eksistentialismens frihed, som er nærmest umulig at klare alene, for hvem kan give slip på sig selv,
uden at kende det bærende i sig selv, styrken og resurserne.
Med friheden kommer ansvaret automatisk og let,
for intet kan eksistere alene, uden at stå i forhold til noget og særligt nogen.
Så når vi opdager hvem vi i virkeligheden er, så træffer vi de valg som giver mest muligt værdi og livskvalitet.
Valget er nemlig også et af eksistens principper.
Vi har altid et valg, nemlig hvordan vi ønsker at leve vores liv, og hvordan forholde os til det eksisterende, og de muligheder vi er udstyret med. Og her bliver et autentisk liv et valg.
Vi kan nemlig ikke være andet, end den vi er, når vi først er trådt ud af andres forventninger og antagelser, og tager tager ansvaret på os.
