Det Sociale Krak

“Skal vi hurtigt og effektivt i mål skal vi arbejde alene, og ønsker vi at komme lang, skal vi arbejde i samlet flok.”
Vi har været hurtige og effektive længe, alt for længe, så længe at vi ikke længere er hurtige eller effektive.

Vores kapitalistiske kontroleffektive styre har dehumaniseret os som menneske. Vores rationale og logiske side af sindet, har overtaget magten, kontrollen og al menneskelig aktivitet skal kunne måles eller vejes, på perfektions vægten. Giver det afkast i kroner eller i Social Attention Value, giver det et kemisk fix af adrenalin, som dulmer den sociale angst?

Det sociale krak er som det store krak i 1929 hvor penge mistede al værdi, her er det blot mennesket som har mistet sin værdi. Vi har ikke længere fat i vores værdi som menneske, men det er kun vores handlinger der skaber værdi, i produktion, i forbrug og BNP på mindst 2%

Det Sociale Krak er bruddet med vores sammenhængskraft, solidaritet, fællesskab og civilsamfundet. Alt det vi kan kan være som menneske, næstekærlig, medfølende, støttende, hjælpsom og ja nærværende.

Disse menneske værdier er tabt i konkurrence statens resultatskabende virksomhed.

Vi har drevet denne samfundsmølle til en fremmedgørelse af os selv som mennesker, som sociale væsner, fordi menneskeværdier, følelser og refleksioner kun kan leve i lavere tempi, i ro og samvær.

Det betyder at vores menneske kapital som, introspektion, selvrefleksion, refleksion, empati, vilje, kreativitet og innovation ikke længere er tilgængeligt.

Det er skilt fra i effektivitetens kontrol. “Du skal ikke tænke selv, følg protokol”.

Skellet mellem det rationelle gøren menneske og det sociale menneske er angst, og da vi er fremmedgjorte er vi er vi frygtsomme overfor os selv og vores egne værdier, “menneskeværdier”.

Så eneste farbare vej er arbejd videre, producer, forbrug, skab værdi, hvilket vi har gjort i alt for lang tid.

Konsekvenser kalder vi stress og denne gennemgribende angst i ikke at have fat i vores sociale menneskeværdi, bliver til en hav af diagnoser, farvet af hvilke ufuldstændig støbeform vi er støbt af.

Selv sorg er på vej til at blive en diagnose, fordi sorg bliver kronisk og uforløst i en samfund hvor der ikke stopper op, for at være der for den som lider.

Vi falder fra alene, en for en,  som en skamfuld falden kriger, som røg ud af de kvalitative krav.

Hvis vi havde faldet i flok, var det ikke et fald, for vi falder ikke ikke i flok, det er i flok vi samles, og i flok vi rejser os, eller bedste fald vælger fra.

Styrken bor i i flokken, ikke i mennesket, så vores individualisme er samme resultat som rovdriften på jordens resurser. Vi er som menneske i en udryddelses fase, som alt andet levende på jorden.

Vi er som mennesker i opløsning, fordi vi ikke er i kontakt med det som udgør vores sociale og naturlige tilhørsforhold. Det er det dehumaniserede menneske som med kontrol og effektivitet destruerer mennesket, naturen og ganske enkelt bruger mere end det skaber af  natur/menneske værdi.

Som for første i historien kan vi tale om samfundskultur som traume skabende, fordi at den puls, den frekvens vi står med, er af sammen som mennesker med krigs- og volds traumer.

Det vil sige at vores samfundstempo gennem lang tid, er ligeså skadelig som det at have være i krig.

Det at konkurrence staten har en centrifugal kraft, der sender os ud i vores yderste lag, hvor vi ikke længere høre til, hænger sammen, høre sammen, men fortsætter i primitiv zombieficeret tilstand.

Det er når et menneske arbejder under forhold som det ikke kan identificere sig med, og ikke stemmer overens  med sine værdier, holdninger at  vi bliver dissocieret fra os selv.

Samtidig når vi så kun bliver målt på vores indsats, gennem kontrol og evalueringer og resultaterne hele tiden ligger som svære mål i fremtiden, så går vi langsomt ind i en traumatiseret tilstand.

Hjernebilleder viser, at vi på mange måder er i en kronisk frys tilstand, uden i stand til at mærke sig selv, behov, værdier, som man kun finder hos traumatiserede mennesker.

Konsekvenserne er at vi få angst i alle afskygninger, søvnbesvær, koncentrations besvær og værst er at vi ikke kan opretholde relationer og parforhold og intimitet er næsten umulig.

Vi mister os selv i en grad at social angst handler mere om at vi er bange for at vise vores utilstrækkelighed. Fordi vi ikke har vores menneskelige forudsætninger med. At de ikke er med i konkurrencen og at de ikke bliver belønnet.

Vores grundforudsætninger er det som giver os et fundament at kunne står og være menneske på, for ikke at være på en overlever.

Disse grundforudsætninger er:

At vi er frie og altid har et valg, at vi er i stand til at tænke både rationelt, men også kreativt og derved er i stand til at tilpasse os, og være innovative.

Desuden er vores evne til introspektion, selvrefleksion, refleksion, empati, vilje, det som er det selvregulerende og det udviklende mod bedre levevilkår og trivsel.

Uden vores grudforudsætninger, er vi dehumaniseret og uden retning og rødder, vi bliver hjemløse og én efter én ryger vi ud af samfundet, fortabte “samfunds veteraner” som blev tabt i et super elite samfund, hvor kun de grådigste og stærkeste løber af med formuerne. Dem som formår, at skabe økonomiske supertanker som sejler i internationale farvande, uden at betale skat og for deres slid og forbrug, af natur resurser og menneske resurser.

Det lyder dommedagsagtigt og det er det også, derfor også en global uro i alle kulture og samfund, en nedsmeltning af netop alt det som binder mennesker sammen, fælles værdier, derfor kan vi tale om det sociale krak, men det behøver ikke at være sådan. Det kræver en humanistisk verdensleder, eller gerne en flok af dem, og en verdens vision, som er stor nok til rumme os alle, med nænsom restitution og regenerering af jordens resurser.