Jeg havde tanker for at skrive en tekst om
“Det patologiske samfund”, fordi jeg syntes det klingede godt, som syn og begreb på vores samfundet, som er blevet noget stigmatiseret af den sundhedsfaglige indsats.
Der var noget tilbagevendende der spøgte i mig,
i og omkring dette syn, dette begreb.
Da jeg gik på undersøgelse af det, så viser det sig at
“Det patologiske samfund” er en betegnelse, der blev introduceret af den franske sociolog Gilles Deleuze i samarbejde med den psykiatriske læge Felix Guattari. Deleuze og Guattari diskuterede idéen om det patologiske samfund i deres værk “Anti-Oedipus: Kapitalism and Schizophrenia” fra 1972.
Ifølge Deleuze og Guattari er det patologiske samfund et samfund, hvor menneskelig adfærd og relationer er præget af undertrykkelse, kontrol og forvridning og en ophøjethed af individets egenskaber. (Læs narcissistisk karakter).
Deleuze og Guattari mener, at dette skyldes kapitalismens indflydelse og den måde, hvorpå den former og styrer menneskelige ønsker, behov og relationer.
Det ses i måden vi tilpasser i belønningssystemer, vi er blevet reduceret til pavlovs hunde, der savler ved belønning.
I det patologiske samfund betragtes individet primært som en forbruger, og dets ønsker og behov er i høj grad formet af markedet og reklameindustrien. Dette fører til en situation, hvor individet konstant stræber efter at opfylde sine ønsker og behov gennem forbrug, hvilket skaber en vedvarende cyklus af utilfredshed og afhængighed.
Desuden mener Deleuze og Guattari, at det patologiske samfund undertrykker individets kreative og ekspressive potentiale. De hævder, at kapitalismen og dens institutionsstrukturer som f.eks. skolen og arbejdspladsen er med til at indskrænke og standardisere individets muligheder for selvudfoldelse og kreativitet.
Det giver god mening i dag, hvor skolesystemet har spillet fallit, og de offentlige institutioner også er i frit fald, og over 70% af lønmodtager er stort utilfreds med deres job og det er særligt i de offentlige stillinger.
For Deleuze og Guattari er det centrale spørgsmål, hvordan man kan bryde med det patologiske samfund og finde nye måder at organisere samfundet på, der tillader individets frie udvikling og kreativitet. De foreslår ideen om en rhizomatisk struktur, hvor magt og kontrol ikke er centreret omkring en enkelt autoritet, men i stedet spredt ud over netværk af relationer og forbindelser.
En rhizomatisk struktur er karakteriseret ved følgende egenskaber:
-
Ikke-hierarkisk: I modsætning til en hierarkisk struktur har en rhizomatisk struktur ingen fast hierarki eller central autoritet. Den tillader i stedet for selvorganisering og mangfoldige forbindelser mellem forskellige elementer.
-
Forgrening og kobling: Rhizomet er forgrenet og forbundet på tværs af forskellige retninger og retninger. Dette betyder, at der ikke er en fast rækkefølge eller lineær progression i rhizomatiske strukturer, og ideer eller elementer kan spredes og forbinde sig på forskellige måder.
-
Multiplicitet og mangfoldighed: En rhizomatisk struktur omfavner mangfoldighed og multiplicitet. Det tillader forskellige idéer, tilgange og perspektiver at eksistere side om side og interagere med hinanden uden at blive undertrykt af en dominerende enkeltfortælling.
Igen giver det god mening, hvis vi ser på Det hollandske hjemmehjælpsfirma Buurtzorg der har succes med selvstyre.
Buurtzorg blev grundlagt i 2006 af Jos de Blok og er kendt for sin innovative tilgang til hjemmehjælp. Firmaet opererer med et selvstyreorganiseret system, hvor små teams af hjemmehjælpere arbejder sammen for at levere pleje og støtte til ældre og handicappede i deres eget hjem. Buurtzorg har opnået stor succes og anerkendelse for sin effektivitet, kvalitet i plejen og tilfredshed blandt både medarbejdere og kunder. Og de skulle efter sigende være 40% under nomineringerne, altså de brugte 40% mindre af hvad omkostningen var budgetteret til.
Den rhizomatiske tilgang fremmer ideen om flerstemmighed, åbenhed, horisontale forbindelser og mangfoldighed af perspektiver. Det er en måde at udfordre traditionelle hierarkiske strukturer og opfordre til kreativitet, eksperimentation og frihed i tanke og handling.
Deres bud på Det patologiske samfund er en kompleks idé, der berører mange aspekter af samfundet, herunder økonomi, politik, kultur og individets subjektivitet.
De lever ikke mere og de begge er afgået ved døden (Deleuze i 1995 og Guattari i 1992).
Jeg tænker på hvordan vores samfundsudvikling har taget et langt større skred i denne patologiske retning, så mon ikke de vender sig i graven, over vores adfærdsstyret autonomi.
jeg er dog blevet mere optaget af denne Rhizomatiske tilgang og håber på, at være med til at opstarte projekter ud fra dette system i fremtiden.
