Det moderne liv er langt fra simpelt, det er faktisk kompliceret og der er hele tiden opdateringer og systemer når ikke at blive et integreret system, før det er forældet. Der er krav til at vi tager stilling hele tiden, hele tiden er der brug for vores tilstedeværelse.
Den digitale tidaldre har taget vores sjæl og vores naturlige habitus,
vores naturlige rytmer mellem ebbe og flod, mellem våge og brølende flammer.
Hvad er det som river os med? hvad er det som får os til at have så travlt?
Svaret er faktisk let, for det er frygt, frygt for ikke at være med, frygt for at blive efterlad,
frygt for ikke er kunne følge med, der er endnu flere vinkler på frygtens lange skygger,
men fælles for frygten er, at vi mister os selv i at skulle være noget andet end det vi er.
Det hele tiden at være i gang med noget, er hele tiden at være på vej mod noget andet, end det som er, og det er dét som gør, at vi mister grebet om hvem vi, hvad som vi sætte pris på.
For intet af det vi vægter findes i vores på vej til at gøre det ene eller det andet.
Den vi er genskabes i tilbagetrækningen, det vi ønsker at mærke findens i nærværet, i samværet, roen, glæden, kærligheden, taknemmeligheden.
Det at skulle være i gøren-modus hele tiden, gør at vi ikke når at være i væren, i hvile,
det at hænge i samværet med kæresten, vennerne, familien, det er her vi lader os.
Vi fyldes op i nærværende relationer, i dybe samtaler ja selv i det tavse nærvær, det er her vi spejles på, at vi eksisterer i liv, lys og latter, men hvis vi kommer under en vis spærregrænse for denne fylde af menneskelige kontakt, ja så begynder vi at vakle, vi kommer tæt på ensomhendens tomme spejl, hvor vi ikke mærker os selv og vi begynder at blive usikre og dette er denne usikkerhed, som er en grundtone i stress og vores samfund i bevægelse.
“Vi samles i enheder, og splittes i ligegyldigheder”
Er der en anden måde at leve livet på end af være med på dette tog der buldre mod ukendeligheder?
Ja det er der og det er på mange måder igang, et stille oprør, en modbevægelse og en bevidstheds revolution,
som jo går imod materialismen, individualismen og endeligt egoismen.
Det sker i klimaets ånd, og egentligt, så er det ønsket om at være mere sammen, at genskabe familien og være der i børnenes opvækst, sammen med det at leve sundt, og måske endda være selvforsynende. Sammen med det ikke at skulle bruge alle pengene til at ejendom, og derfor opstår der nye bo og leve former, eller nye er det ikke, men genetablering af det er bo og leve sammen.
Vi opdager først når vi træder ud, hvor store omkostninger der er forbundet med et liv i konstant bevægelse.
Det kræver dog nogle erkendelser for at skabe en mobilisering væk fra det automatiserede liv.
Noget at det første, som skal erkendes er hvad vi bruger tiden på, og om det er det rette for os? om vi fylder os med det rette?
Alle har vi 24 timer i døgnet, og tiden er relativ, en vinkel på det med tid, er jo mere kvantitet vi fylder tiden ud med, som flygtig er tiden, om omvendt, jo mere kvalitativt vi sætter pris på vores tid, jo mere fylde er tiden og vi kan være mætte og tilfredse når dagen er omme.
Et godt bud på misbrug af tid, er tiden vi bruger på de sociale medier, et syntetisk liv, som frarøver os det autentiske liv. Faktisk bruger vi 7 timer og 16 minutter i gennemsnit pr. dag på medier, altså tv, og sociale medier.
Så hvis man syntes man mangler tid, så er der masser af tid at hente på at gå offline, at være i livet, i naturen, i samværet.
At gøre livet lidt mere autentiske er også at gøre det hele mere simpelt, at hente vand og hugge brænde, som er et begreb taget fra Zen.
I virkeligheden så behøver vi ikke at lave de store ændringer, det er pauserne, som kan med med til at gøre den helt store forskel. Og netop med samværet i disse pauser, møder mellem mennesker, vi igen kan påfylde os denne sociale værdi.
