Det gode parforhold, en måde at rejse på.

Det gode parforhold ganske simpelt.

Den korteste beskrivelse af det gode parforhold, er at det er “en måde at rejse på”.

I beskrivelsen “en måde”, ligger der, at der er andre måder at gør det på, hvilket beskriver; at det ikke er et endeligt, hvilket givet en vis ro, intet menneske tør begive sig ud i det ukendte, uden valg og returret. Det udelukker dog at beskrive de andre mulige måder, hvilket ikke giver inspiration eller opfordring.

I ordet rejse, ligger magien, da vi alle er børn af H.C Andersens ord, om at rejse er at leve. Så når vi taler om at rejse, så skære vi alt det bort, som netop er dræbende, nemlig det praktiske, det forudsigelige, vanerne udødelige suk og de levende dødes manifest. Så dét at rejse er hele tiden at opleve nye ting, at forundres, og så handler det i høj grad om at sanse. Det er før anden gang vi oplever det samme, vi begynder at tænke, “hmm det her har jeg set før”, og så er vi ikke længere på rejse, men er kommet tilbage. Tilbage til noget genkendeligt og det er lige her at vi begynder at vurdere oplevelsen, som at det var sjovere første gang. Og  det er lige det et parforhold ikke kan tåle og slet ikke over tid.

Nej så i rejsen har vi sikret parforholdet, det er efterrationaliseringen som er dræberen, på rejsen er vi levende og dynamiske, som man siger i Zen, man kan ikke træde samme sted i floden. Og hvis vi bliver i buddhismen, så taler vi også om at se verden med nye øjne, som i et “begyndersyn”, Tænk engang hvis vi altid kunne kigge på vores kæreste med et begyndersyn, altså nye øjne !!, “Hej har jeg set dig før? kommer du her tit?, måske ikke, men nysgerrigheden er med som på rejsen, og ikke mindst åbenhed til at gå på opdagelse, er i høj grad med, de positive intentioner er med, ønsket om at lære er med, ellers er vi ikke på rejse.

Faktisk alt dét som er med i den psykiske bagage, er let og ligetil og så er det på positivlisten, vi kender det fra de eksotiske rejser, dårlig mave er noget skidt, men det afholder ikke en fra at rejse og på hotellet er man hurtigt ude og fotografere, inden duften er forsvundet.
Det som skal med, kan ligge i håndbagagen, dét er alt det som ligger i den store kuffert, som er ofte er med risiko for overvægt, og som har med sikkerhed og tryghed at gøre. Det er erfaringerne, som altid tænker i ekstra, som i “hvis nu”, så hellere et par varme bukser ekstra med og skisokker, trods tropevarmen er konstant, “man ved jo aldrig…” Det er frygten som skaber dét kritiske sind, og deri har intet parforhold overlevet.

Det er erfaringen, som dræber alt det gode ved et parforhold; Det er fortiden som blander sig når vi stopper op og tøver, eller begynder at tænke over tingene,  og det kan parforholdet ikke holde til. Nej bevægelse er liv, og livet vil leves for en hver pris, det er kun tankerne, som kan leve ved det genkendelige, og straks begynder at pille ved oplevelse, for meget, for lidt, for åndssvagt. Som gamle Alfred Adler beskrev det, så kan sjælen ikke leve, i det som ikke er i bevægelse, eller det var det han mente. Vi kender det fra isolationsfængslet, der går ikke mere end en dags tid, så rejser sjælen ud af tremmerne, af sted til nærmeste tropeø, ned til stranden med Bounty bare kvinder, en i hver en hånd. Så lad aldrig din kæreste leve i isolation.

Endeligt i dét at rejse, så er praktikken ikke eksisterende, “selvfølgelig skal vi have frokost, men vi stjæler bare et par boller fra morgenbuffeten, og så afsted på ud på opleveren. Det er poesi og eventyr, det er forventningens glæde, til at der sker noget spændende og det kan holde et parforhold vågen og sulten, hvorimod realisme, fornuft og logik dræber både eventyret, poesien og tandfeen, og det kan intet parforhold leve under.