Der findes et Rige på riget.
Et åndehul blandt syge og tilskadekommen, et orkanens øje, midt i traumer, angst og fortvivlelse.
Et fredsfyldt rum på gangen for blodprøver og forbipasserende til og fra, i hastigt tempo.
Det er hospitals kirken, moderne og uden sammenligning med andre kirker.
Som en kontrast til alle hospitalets gæster, som alle er tilskadekommende, syge og lider, er her fred, en normalitet blandt chok og traumer, som aldrig er påregnet.
En dyb inderlighed i en selvvalgt pause, det at sætte livet på stand by, omend kun for minutter, så er det, det livet består af. Pauser, Åndehuller, at trække livet ind og ånde ud, igen og igen.
Det er måske, når livet ikke få ånde, åndsnærvær, at skaderne kommer, at sjælen er snedig, og spænder ben for kroppen, så man falder og slår sig, med hospitalindlæggelser, som et ufrivilligt rum i livet. Fordi livet er blevet til adfærd og gøremål, at livet trækkes ind gennem gøremål, og det at puste ud, bliver skåret væk. Pust ud min ven, lad ånden komme til, som blot i at ånde ud, at tage et åndehul, finde rum for intetheden, tomrummet, væren alene og væren sammen.
Livets ender skal mødes og naturen har sin dagsorden om vi er med eller ej, at vælge pauserne, er som at lade bladene på træerne falde af, at lade vinteren komme, at energien og saften i træerne trækker sig tilbage i jorden. At visne for en stund, for at genopstå på en forårsdag, til igen at trække vejret og livet ind, at fylde lungerne ud.
En dans mellem våge og flammer, i gøren og væren, ind og udånding, sommer og vinter, dag og nat.
Husk at trække vejret, husk pauserne.
