Svære tider er pressede tider.
Det er når vi bliver pressede længe nok, at vi begynder at miste modet og bliver deprimeret.
Dette pres er ofte, et pres vi lægger på os selv. Dog er det ikke noget vi selv har fundet på, men noget vi har tillært os gennem manglende nærvær og kærlighed, som vi har med fra vores barndom, gennem opdragelse eller manglende opdragelse, søskende og mobning i skolen.
Jo mere pres vi lægger på os selv, desto mere frygt hersker i “vores indre system”.
Denne frygt er ofte forbundet med mindre selvværd, altså frygten for ikke; at slå til, at være god nok, at hvis jeg ikke gør dette så bliver jeg nok kasseret.
Der er mange der siger at deprimerede mennesker bare skal tage sig sammen, men det er lige omvendt, de har tager sig sammen, for meget og for længe.
Depressionens væsen er; “at miste meningen, håbet, motivation og ikke mindste retningen for hvilken vej man skal gå i livet”.
Set i et mere helheds perspektiv, så er det også en overgangsfase, på sammen måde, som larven som spinder sig ind i sin puppe, for så at gå i dvale for at tranformere sig til en sommerfugl.
Vi kommer ofte til denne fase i livet;
- Når vi har kæmpet for længe, uden af opnår nogen anden vinding end overlevelsen alene.
- Har levet vores liv for andre, det at ofre sig for andres bedste.
- Har levet i frygt og indordnet sig under andres meninger og vold.
- Har levet på andres værdier, som man har optaget gennem opdragelse, eller manipulation, som er i modstrid med sine egne værdier.
- Har arbejdet for et urealistisk mål, som ikke kan indfries.
- Har levet i utryghed, så man ikke har fået mærket sig selv og sine følelser og værdier.
- Har skåret alt unødigt bort, af nød, af sundheds idealer, eller af religiøse dogmer.
- Har været i krig, været i religiøse sekter, eller familier hvor der har været et andet styre end sit “eget selvstyre”.
- Har kun levet for profit og materielle værdier alene.
- Kun når det hele er blevet til arbejde og man derigennem fået sig en identitet gennem sit arbejde.
