Alting har sin plads i naturen, det er når vi forsøger,
at kontrollere naturen, at vi tæmmer naturkræfterne.
Alt i naturen er levende, vi er som det eneste som væsen, som forsøger at holde fast i det forgangende.
For at kunne agere i en forandrelig verden-,
være skabende og givende gennem samarbejde,
er der kun et sted at være forankret
og det er i sit hjerte.
Det betyder at når vi har fat i os selv, så behøver vi ikke at være så faste i vores vaner og systemer.
Det er når vi ikke har fat i os selv, vi holder krampagtigt i det vi kender og føler os trygge ved.
Det er et paradoks at vi med den ene hånd, er klart til at kæmpe med næb og klør for det gamle og velkendte system og med den anden hånd, nyder vi når vi slipper ud af hverdagsrutinerne.
Men hvordan kan vi forankres i os selv, i en verden som køre i ekspresfart? ja det er helt umuligt at finde sig selv i farten, eller mellem jobbet og hjemmet. For når vi har mistet os selv, ja så kunne vi sige lidt kryptisk, “Så er vi kun en skygge af og selv, og vores skygge kan ikke se, den vi i virkeligheden er. Så det kræver at vi stiger af farten, træder til side og får stille vores arbejdsidentitet til side og vores identitet som mor/far.
For det tager tid at tømme sindet for skygger, praktiske gøremål, og genkendelsen i rutinerne.
Det kræver bevidsthed og erkendelse på, at man mister sig selv, hvis ikke blikket rettes indad og mærker efter om man er medskabende, eller bedøvet i bekymring og gøremål.
Det er når alt liv bliver til arbejde, at vi rammes af stress,
da vi ikke har fat i det levende liv som fylder op på overskudsbatteriet, og gør værd at leve. Så får vi ikke kikket levet efter 360° og set om kærligheden er i orden, om vennerne stadig er med. Ja om der er liv, leg og lidenskab med i spil, for er der det, så er der plads til taknemmelighed og ingen bliver stresset når helheden er med.
