Kærlighed kommer let og bliver svær med tiden.
Det er let at kaste sin kærlighed på et andet menneske og overøse dem med kærlighed, men det er svært og skræmmende at elske det, der udgør din egen autentiske essens, at søge kærlighedens ubetingede væren i dit indre.
Dette betyder, at du må omfavne de største smerter og kaste dig i skammens voldgrav, velvidende om at det er umuligt at svømme i utilstrækkelighed.
Derfor er det at elske en anden i begyndelsen altid en flugt, en projicering, et dybtfølt behov baseret på længsler, en rus i at se og modtage kærligheden fra et andet menneske.
Men før eller siden aftager energien, og vi må vende tilbage til vores tomme og forladte “hus”.
Som en elastik ryger du tilbage til din egen forladthed. Gennem misforstået chok falder du fra den erotiske rus og lander i en smertefuld tilstand.
Mødet med kærligheden kalder på en dybere kærlighed i dig selv, og derfor møder du først det, der lukkede dig og kærligheden ned.
Tillidsbruddet, invaderingen, krænkelsen og chokket, der knækkede grundtilliden og den barnlige tro på alt godt og trygt.
Smertefuldt må du træffe et valg.
Enten forlader du det, der vækker længsler og smertefulde erkendelser, eller også tager du udfordringen op, og søger kærligheden i dig selv.
Den første erkendelse er, at smerten bor i dig, og
deri må du acceptere dig selv, som både kilden til lyksalighed og smerte.
Når du finder accepten, kommer selvindsigten, indsigten i dit eget hus og landskabet omkring.
Og når du kan se og omfavne hele dit væsen,
dine brister og dine ufuldstændigheder,
træder du frem og kan vælge, hvad der skal dyrkes frem i dig.
Selvkærlighed kommer af fuld accept af dig selv.
Når du behandler dig selv med venlighed og respekt og plejer din egen vækst og trivsel.
Og når du kan stå i dig selv, kan du slippe dig selv og være uselvisk, medfølende og hjælpsom over for andre.
