Vi ser ikke verden som den er, vi ser heller ikke os selv som vi er.
vi ser igennem filter, som er slørede, farvede af erindringer, stemninger, genkendelighed og bange anelser og fortællinger.
Faktisk er der meget vi slet ikke ser, da det som udspiller sig, er det vi kender og det vi ikke kender, ser vi slet ikke.
Vi ser verden fra den scene, på det livsteater hvorfra vi udspiller vores liv, ud fra manuskripter og de akter vores roller udspiller sig fra.
Ved nærmere eftersyn, så er teateret ikke vores eget, scenen er ikke en vi selv har sat, ligesom manuskriptet ikke er skrevet af os selv.
Teateret er arvet, og stykket vi indgår i, er skrevet med usynlig blæk, Den tillærte bevægelse mellem dét som giver belønning eller straf.
Og har konsekvenserne været for store, har vi forladt scenen og skabt en scene som har stået i skyggen af denne gamle scene.
Et stykke skabt i trods og i et modtryk til det svære, der har udspillet sig på denne gammel scene.
Grundlæggende har disse livsteater nogle forskellige stykke, men et af de helt store klassiske stykke hedder Magelighedens Tragedie, for dét som skulle være så godt og være fri af tragedier, ender ofte i tragedien.
Tragedie sker fordi man opdager at denne opsætning, denne scene ikke var ægte, at det netop var et skuespil, som var skrevet for at bevare trygheden og for enhver pris undgår smerter, frygt og konflikter.
Det sker når kriser rammer os, når teateret rystes i uforudsigelige hændelser.
Når man opdager at ens partner har spillet 2 forestillinger på samme tid. Her falder maskerne, kulisserne rasler ned, man opdager man er alene på sit eget teater, med masser af mørke kroge og gange. Ja gamle gallerier hvor fortidens stykker er portrætteret, scene fra lystspil, latter og røde kinder.
Ja gamle ekkoer runger fra en svunden tid, samtidig med at man står forladt, midt i en tragedie.
Det er her man opdager “Den anden virkelighed”, en smertefuld vandring ud af det gamle teater, her man opdager sig selv og den rolle man har spillet i alt forlænge.
Smerteligt er det, at opdage den selvisolation man har levet i, og for dén som vælger,
at se med nysgerrighed, vil man opdage at i smerten og sorgen, også er en bid af frihed- en befrielse for en større sanselighed.
Det er her livet begynder, det er her vi får og kan tage ansvaret på os, at vi har et valg i at hver dag skrive i vores livets bog.
Smerte er kongevejen ud af afhængighederne og isolationen.
