Tiden med “hver mand sin cykel” og “enhver er sin egen lykkes smed” er forbi, ikke at det stadig er sandt og et eksistentiel grundvilkår, men det er ikke længere nok, da ingen kan overleve alene.
I forhåbentlig nær fremtid, vil vi kigge tilbage på denne tid, med en vis grad af pinlighed.
At vi i den grad misbrugte os selv gennem arbejde og en stræben målfokuseret på et imaginært ideal liv, som altid lå foran os, som en gulerod sat på pind et par armslængder foran os. Og uagtet stress og psykiske lidelser, sygdom og splittelse, så fortsatte vi alle, af hver vores individuelle spor, uden at se, at det kun forværrede tilværelsen, at ved at miste hinanden, mister vi os selv.
At det ikke giver mening at kæmpe alene og individuelle præstationer hører til sportens verden.
At vi tillod kemi og industriproduktion at inficere og forurene os, vores mad, vores dyr og vores miljø.
At vi tillod at vores gamle at være overladt til sig selv, eller på plejehjem og det samme for vores børn, at de kom i institution, fra de var spæde, det meste af deres vågne timer.
At vi købe ind fordi det var smart, og smed ud, når det næste smarte kom, at vi ikke længere reparerede ting når de gik i stykker, men blot smed det ud.
Ja at det meste vi foretog os, kun endte op med at give minus på energi og resurser, personligt, socialt og globalt. At vi som mennesker stod foran den 6 af evolutionens store miljøkriser, dog var denne, for første gang menneskeskabt. Vi var tæt på at udrydde os selv og et ukendt antal af dyrearter, ved ganske simpelt at drukne os i skrald og global opvarmning gennem produktion.
Vi kan dog inden, vi kommer så langt, begynde at stille de lidt større spørgsmål, end vi normalt plejer at stille i et livs filosofisk perspektiv. Som i et større perspektiv, om et større sammenhæng mellem mennesker sammen. Og i samspil med dyr og vores klode. Som i “findes der et større sammenhæng mennesker imellem”, et “”større sammenhæng mellem vores tilknytning til naturen, miljøet og dyrevelfærd.
Og hvad vil der ske, hvis vi stod samme om nogle fælles store mål for en bedre bæredygtig fremtid?
Hvad ville der ske med stress, psykiske og fysiske sygdomme, ensomhed, frygt, meningsløshed og utilstrækkelighed?
De store spørgsmål om livet, fremtiden, meningen og jorden, kunne hedde “Er det muligt at opnå en høj livskvalitet, uden at belaste miljøet” og “kan et moderne højteknologisk liv leves i pagt med naturen, uden faste arbejdstider og kø på motorvejen”, og “hvis vi igen skulle samles i sociale sammenhæng, hvad skulle vi samles om, som gav mening og frigav resurser.
Vi ved fra soldaterne, at de går tappert i krig og de er klar til at dø for deres sidemand, fordi at han er klar til at gøre det samme for dig.
Tænk om vi kunne have samme indstilling til hinanden, måske ikke i forhold til, at være klar til at dø, men som i, “jeg gør mit bedste for min nabo, fordi jeg ved at han er der for mig”. “At jeg passer på mit nærmiljø, fordi jeg ved at mit nærmiljø passer på mig”. Ungerne i mit kvarter er også mit ansvar, ligesom jeg tænker på om nogen af de gamle, om de får mad, og at jeg giver resterne fra min families aftensmad til overboen som er enlig, det samme med tøj og det jeg ikke længere har brug for.
At vi indrettede de gamle cykelkældre til små beboer rum, hvor vi spiste sammen og hang ud sammen.
At vi genskabte forsamlingshuse, hvor vi genskabte kendskabet til hinanden og derved havde nemmere ved at kunne give og gøre gavn for hinanden.
