Uden forskrifter, bibelske fortegnelser og forældreråd er vi på mange måder fortabte i en verden uden klare retninger, hverken vertikale eller horisontale.
Dette skaber naturligvis angst, en eksistentiel angst, fordi alt står i det uendelige intethed, og alt er muligt.
Det svarer til at stå på en stor fodboldbane, med bind for øjnene, velvidende at du skal løbe alt hvad du kan;
der er ingen forhindringer, og vi stopper dig inden du når enden af banen.
Vi er gået fra en pligtkultur til en retskultur, hvor fokus primært er på egne rettigheder.
Uden de erfaringsmæssige dogmer og fortidens kulturelle rødder, og med kun retten på min side, bliver jeg afskåret fra noget større, fordi der mangler noget fundamentalt.
Og med den eksistentielle angst, som følger af denne modernitet og kulturskifte, bliver min afskæring et sår; nogen eller noget har såret mig.
Og dette “noget helt grundlæggende” der mangler, bliver til noget jeg er blevet frarøvet.
Dette gør at min ensomhed bliver til offermentalitet, en grundlæggende utilfredshed med verden, og
uden nogen konkret skyldig eller en alfaderlig Gud at skælde ud på,har jeg to muligheder: enten at være vred på verden, eller at opløses i angst og følelse af utilstrækkelighed.
Uanset hvad, så er jeg offer for samfundets afskaffelse af pligt, dyder, rødder og arven fra fortidens forskrifter.
Vi bliver simpelthen åndsløse, og vi bliver til en funktion uden identitet, for hvem er vi uden vores rødder og uden udvikling baseret på det forgangne?
Vi har ikke udviklet os, vi er blevet effektiviseret, kategoriseret, diagnosticeret, kvalificeret og ikke mindst diskvalificeret.
Vi er blevet afhumaniseret, fremmedgjort og afkoblet fra verdensfreden, naturen og det at være en del af det hele.
Vi skal regenereres og genfødes i en ny verden, hvor de gamle forskrifter bliver dyrket og omdannet til bæredygtige livsregler, som vi alle ønsker at leve efter.
