De 6 faser i parforholdets udvikling

Parforholdet er på mange måder et udviklingsforhold, som tager over, der hvor vi blev forstyrret i de tidlige faser i barndommen. Faktisk er parforholdet det bedste sted for at udvikle sig som menneske.

Denne model har jeg udviklet for at kunne skelne og kunne forstå, at de konflikter er ikke handler om det vi skændes om, men at det ofte er et forsøg på at finde sammen som 2 eller adskilles os som et “Vi”
Det hele handler om at udvikle sig til et menneske og at få skabt et forhold som er modent og kan rumme begge parter. For ærligt, så er parforholdet større end begge parter og rummer en større frihed, end parterne ønsker og har behov for.

De 6 faser i parforholdets udvikling.

1. Forelskelsen – Mødet med det glemte jeg.
Det i mødet med en match partner, som passer ind i vores grundkonflikt, er at denne match partner både rummer det vi frygter mest, og det som giver os mest; ”mødet med vores glemte jeg”

Dette danner en større helhed, og deri også den bevidsthed som rummer den fuldendte kærlighed, nydelsen og det symbiotiske altdækkende i behov og tryghed.

Vi møder i forelskelsen personen, som har potentialet til at krænke os på vores historiske smerte, og personen har potentialet til at give os det som vi mangler for at heale selv samme historiske smerte op. Men i forelskelsen er tydeligst figuren af healeren. Men ubevidst er begge sider af personen i spil.
“Vi mødes i en spænding af død/adskillelse og kærlighed/enhed”.

2. Symbiosen – Vi healer de glemte sår
Her bliver vi for en tid, et hele, vi er høje på hormoner, og bliver ”børn” igen, unge med mod på livet.
Det hele bliver et lidenskabeligt og seksuelt eventyr, hvor frygten sætter ind, når parterne ikke er sammen.
Nedenunder denne symbiose, sker der en ophealing af vores gamle sår. Vi tager ”døden” ud af vores grundfrygt. Det sker gennem kontakt og adskillelse, at vi ubevidst trænes i at genoptage vores kontakt til vores tabte jeg, gennem de positive projektioner set i vores partner.
Symbiosen er også med til at skabe tilknytning på et dybere plan, som er lige så vigtigt for parforholdet, som det er for barnet, i den tidlige tid med moderen.

3. ChokfasenDen smertelige adskillelse
Når symbiosen er på sit højeste, er en adskillelse uundgåelig. Det sker ofte gennem et chok, hvor partnerne går fejl af deres forventninger. I chokket opdager begge parter, at de ikke er så ens alligevel. Smerteligt er adskillelsen og opdagelsen i, at det som passede sammen og var nærmest et, lige pludselig ikke står til at genskabes. Det fortryllende er væk og uoverensstemmelserne står nærmest i kø.
Vi begynder at se vores partners skjulte sider, eller mere korrekt, vi ser nu, vores partner som han/hun er, og det vedkommende gør.

4. Individuationsfasen – projektionsfasen
Vi skal danne vores jeg. Igen en reparation på fortidens forstyrrelse i vores individuation i at blive, den vi er. Det gør ondt, og vi slås med skyggerne i os selv og vi er optaget af retfærdighed og ulighed. Vi lander på konflikternes holdeplads, og forskelligheden vil ingen ende. Det er som om, vi slet ikke kan finde ind til hinanden, og vi er optaget af at være noget andet end den anden; ”Jeg er det du ikke er”.
Vi har travlt med at tage vores positive projektioner hjem til os selv, og de negative projektioner kan vores partner få.
Vi passer på os selv og projicerer alle trængsler over i vores partner, hvilket efterlader den anden i mellem deflektion og projektion; et ingenmandsland hvor alt er uro og ulideligt.

5. Udviklingsfasen – At blive et Par, plus alt det andet
Intet holder ved, og vi kan ikke længere holde skansen, vores modstand og vores vilje til selvstændighed kan opretholdes. Vi bliver trætte af at være ”modsat”.
Vi har behov for at finde tilbage til roen, det at blive set, hørt og elsket. Behov og forsoning begynder at træde stærkere frem, end det at være fri, at have ret og at være et selvstændigt individ.
Vi begynder også at se os selv og vores eget ansvar for konflikterne, og på trods skam og skyld, tager vi ansvaret på os, og begynder at tage ejerskab for vores projektioner og vores urimelige beskyldninger.
Integration af skyggerne, og vi begynder at samle os om hinanden, så der forefindes et du og et jeg, og et vi.
Lidt eksotisk kunne vi sige at forholdet har en konge og en dronning og 2 tjenere.
Virkeligheden er at integrationen handler om vores almægtighed og vores utilstrækkelighed.

6. Synergi – Moden kærlighed
Vores kærlighed modnes, og vi lander i vores autentiske jeg (modne jeg), hvor en større rummelighed opstår. Vi ser ikke længere de små knækkede grene på træet, men ser hele skønheden i skoven. Vi har fået trænet i kontakt og i at sige til og fra, og det er måske ikke så vigtigt at sige fra, fordi begge parter har opdaget, at de har de samme behov og ønsker for et nærværende samliv, og med større plads til individuelle interesser. Fordi der er meget liv, de ønsker at udforske. Livet et blevet vigtigt, og der er flere værdier, end der er tid til at folde dem alle ud.

Vi har en forbundethed og en tilknytning som er healet op, og vi er mere en summen af et du og et jeg. Vi har kærligheden, friheden og mulighederne.

Scroll to Top