Tænk om vi havde en sund balance mellem living capital og non living capital.
Altså at vi investerede lige så meget i levende resurser som i ikke levende resurser.
Altså at vi investerede lige så meget i levende resurser som i ikke levende resurser.
Der er ikke grænser for for mange penge der bruges på eks. IT systemer, som hvis de virker, så er de forældet på 5 år, og med mennesker som har en arbejds levetid på 50 år, er det meget begrænset med investeringerne og ofte er der ikke råd til det, da pengene er brugt på ikke levende resurser.
Og det er på trods af, at systemerne ikke kan fungere uden mennesket.
Paradokset er at vi udvikler systemer som skal erstatte mennesker, men for hvem?
Tænk om vi investerede i samarbejde og trivsel, på en måde at vi havde lyst til at arbejde og ikke blot blev reduceret til processer som kunne erstattes.
Tænk om vi investerede i mening og fællesskaber som er det som er blevet skåret bort i effektivitetens navn, og tænk hvis resultatet blev at vi igen havde kontakt til det mellemmenneskelige som jo også er forankret i miljø og naturen.
Jeg er sikker på at en krone investeret i trivsel og sammenhold, giver 3 kroner i afkast, dels i at gennem samarbejde øger vi effektiviteten, som jo kan måles direkte på bund linien. Næste krone hentes i besparelse gennem langvarige ansættelser, da der spare på de omkostninger der er gennem opsigelser, fyringer og ansættelser, da ingen ønsker at forlade en god arbejdsplads. Sidste krone kommer gennem mindre sygedage, mindre stress og mindre udbrændthed og lav energi, da sammenhold giver en psykisk rygstøtte, modsat individuelle præstationer på den lange bane.
